Pastis / Ouzo

Pastis er en fransk apéritif med anissmag, som findes i forskellige afskygninger i Middelhavslandene. Det var Paul Ricard, som i 1932 først sende Pastis på markedet, og som stadig er populær i Frankrig - ikke mindst i de sydøstlige områder af landet. Andre middelhavsanislikører er dog også meget populære i Middelhavslandene. Det er f.eks. sambuca, ouzo, arak, rakı og mastika.

Franskmændene var stadig var bange for absint, og det er ikke mindst derfor, at ​​pastis kan have fået som gennembrud. Begge drikke er i dag lovlige og begge har en intens smag af anis, fennikel eller lakrids. De to er dog ret forskellige. Pastis blev skabt år efter forbuddet mod absint, og indeholder traditionelt ikke malurt (Artemisia absinthium), som absint har fået sit navn fra. Pastis får primært sin anismag fra stjerneanis, hvorimod absint traditionelt får sin smag fra et destillat af grøn anis og fennikel. Derudover er absint oftest noget stærkere.

Ifølge loven skal pastis være en spiritus med anismag, yderligere smag af lakridsrod, indeholde mindre end 100 gram sukker pr. liter sukker og aftappes med minimum 40% alkohol.

Grækerne og franskmændene tilsætter vand til deres ouzo og pastis. Når de gør det, så bliver indholdet en tåget hvid. Det skyldes, at ouzo og pastis indeholder terpener, som bliver uopløselige, når de fortyndes til under 30% ethanolprocent. Sådan får drikken sin karakteristiske uklarhed i glasset, når der er tilsat vand.

Man mener, at ouzo stammer helt tilbage fra 1300-tallet og var en anis-baseret udgave af Tsipouro, som ligeledes er en græsk spiritus. Det var dog først i 1800-tallet efter, at Grækenland blev et selvstændigt land, at ouzoens popularitet for alvor voksede. Og da absints popularitet faldt i begyndelsen af 1900-tallet og flere steder blev ulovliggjort, stod ouzoen klar til at tage over med lidt lignende, smagsmæssige egenskaber som den franske spiritus.

Raki er den oftest tyrkiske udgave af den græske ouzo. Ouzo-produktionen begyndte først, da Grækenland blev selvstændigt fra tyrkerne i 1800-tallet. 

Nej, som udgangspunkt vil stærk spiritus i lukkede flasker kunne holde sig ubegrænset. Smagen kan dog ændre sig, eller der kan muligvis dannes bundfald, når ilten får en indvirkning i spiritussen. Det samme kan ske, hvis den får for meget lys.