Historien om den græske nationaldrik

Man mener, at ouzo stammer helt tilbage fra 1300-tallet og var en anis-baseret udgave af Tsipouro, som ligeledes er en græsk spiritus. Det var dog først i 1800-tallet efter, at Grækenland blev et selvstændigt land, at ouzoens popularitet for alvor voksede. Og da absints popularitet faldt i begyndelsen af 1900-tallet og flere steder blev ulovliggjort, stod ouzoen klar til at tage over med lidt lignende, smagsmæssige egenskaber som den franske spiritus.

Aperitif, drink eller cocktail?

Ouzo kan selvfølgelig drikkes ren, som den er. Men langt de fleste grækere foretrækker den med et skvæt vand, ligesom man også ville gøre det med et glas pastis. Når ouzoen kommer i kontakt med vandet, bliver den på nærmest magisk vis helt mælkehvid. Det gør den pga. indholdet af anethol, den essentielle olie i anis. Den er opløselig i alkohol, men ikke i vand.

​​​​​​​Jeg elsker at drikke en enkelt ouzo eller to, mens jeg sidder og kigger ud på verden. Drik den gerne med venner eller familie og nogle små tapas-agtige retter på bordet – eller mezes, som grækerne ville sige, evt. feta eller kalamari. Og husk så at udbyde ’Yamas!’, når du drikker den. Det betyder ’helbred’ på græsk og bruges som skål. Det er sjældent, at ouzo bruges i drinks og cocktails, men på Cypern ses det dog.