BLACK WEEK UDSALGET GÆLDER KUN ONLINE

Hver dag findes en vinder af en eksklusiv flaske magnum blandt alle ordrer. - Klik her

Værd at vide om: Guyot
Artikel af Peter Møller Andersen, H.J. Hansen Vin

Hvorfor opbinder vinbonden sine vinstokke:

Før phylloxera (ca 1870 – 1900) var vinplanterne som oftest plantet tilfældigt ind imellem hinanden, således at man sagtens kunne finde flere forskellige druesorter, blå som grønne, plantet side om side.

Efter phylloxera benyttede man lejligheden til, når man skulle anlægge de nye vinmarker, at plante vinstokkene på rækker, separere de enkelte druesorter fra hinanden samt at opbinde dem.Dette gav en lavere beplantningstæthed, da vinstokkene ikke kunne stå nær så tæt, men i stedet kunne man bedre styre dyrkningen af vinstokkene, samtidig med at den nu faste afstand, der var imellem vinstokkene, gjorde det muligt for vinbonden at anvende dyr til arbejdet i vinmarken. Indtil en New Zealandsk professor ved navn Richard Smart i slutningen af 1960’erne påbegyndte sin forskning i canopy management, (løvstyring) var det yderst sparsomt med viden omkring, hvilken betydning valget af opbindingssystemet i vinmarken havde for druernes kvalitet. Richard fandt dog hurtig ud af, at ved at organisere antallet af blade, skud og frugt, kunne man forbedre mikroklimaet omkring vinstokken og dermed også kvaliteten af bladene og frugten. Man kunne derved få et større udbytte af en bedre frugt, samtidig med at man minimerede risikoen for sygdomme i vinmarken. Selv om dette alt sammen lyder som slagfaste argumenter for enhver vinbonde, så var man sen til at tage disse nye metoder til sig i Europa. Dette skyldes hovedsageligt, at jo bedre vinmarken er beliggende, desto mindre er nødvendigheden for canopy managment. I Europa har man udvalgt de mest egnede områder til beplantning af vinmarker over flere tusinde år, og derfor er de typisk bedre beliggende, end det er tilfældet i den nye verden, hvor man ofte kun har dyrket vin 100 – 200 år. Siden har dette ændret sig, og i dag er der en større tradition for, at unge europæiske vinbønder rejser til de oversøiske vinlande for at lære om canopy mannagment end omvendt.

Opbinding af vinstokke hører under begrebet canopy management og de vigtigste argumenter for at opbinde sine vinstokke er følgende:

  1. At maximere mængden af sollys som når de enkelte blade. Dette da det kun er 1 og 2 lag af bladene, som producerer fotosyntese (som er katelysator for sukkermodningen), hvorimod yderligere lag forbruger af fotosyntesen og dermed sænker modningen.
  2. Opbundne vinstokke gør det nemmere at arbejde i vinmarken både manuelt og med maskiner.
  3. Ved at opbinde vinstokken gør man det nemmere for evt sprøjtemidler at nå ind i bladlagene og maximerer dermed effekten af dem.
  4. Ved at åbne bladlagene gør man det nemmere for luft at cirkulere igennem rækkerne, hvilket nedsætter risikoen for råd og svampesygedomme.
  5. At skabe et ensartet klima omkring druerne, hvilket også giver en ensartet modning.
  6. At skabe et varmere miljø omkring druerne, hvilket optimerer den phenoliske modning.Vi skal ved Sélection-smagningerne i august, september og november gennemgå de 3 mest anvendte opbindingssystemer samt smage en række vine, som er lavet ved hjælp af disse.

Guyot

Guyot blev første gang introduceret af Charles Guyot i 1860. Systemets idé er, at man hvert år udtager en eller to førsteårsgrene fra hovedplanten og opbinder den/dem til en vandret tråd. På disse grene sidder der en række knopper, hvorfra dette års grene gror. Hvert år erstattes modergrenen/grenene med en ny førsteårsgren, og sådan fortsætter systemet.
Guyot-systemet adskiller sig fra Cordon systemet, der ellers var det gængse system i 1860, ved at man hvert år udskifter modergrenen, som er opbundet til det vandrette stykke ståltråd, så dette træ aldrig vokser sig tykkere end et par centimeter. På denne måde kan vinbonden begrænse mængden af kulhydrater som vinstokken har til rådighed, da disse lagres i træet efter princippet, at desto tykkere træet er, desto flere kulhydrater kan træet lagre. Ved at begrænse mængden af kulhydrater, begrænses vinstokkens vækst også, hvilket kan være en stor fordel, da mindre vækst giver druer af en bedre kvalitet. Systemet benyttes hovedsagligt i områder, som er kølige, men ikke så kolde, at vinstokken risikerer at frostsprænge (ved minus 20 grader). Dette er blandt andet Bordeaux, Toscana, Margaret River i Australien, visse steder i Californien og i alle Tysklands vindistrikter (Riesling har et specielt hårdt træ, så det stort set er immunt overfor frostspringninger).

Fordelene ved guyot er som følgende

  1. Man begrænser vinstokkens vækstpotentiale.
  2. Man kan meget let udøve canopy management og dermed udligne visse klimatiske mangler i den enkelte årgang.
  3. Når man sprøjter, behøver man ikke at bruge så meget sprøjtemiddel, da det let når ind til canopyens kerne.
  4. Man kan let arbejde med maskiner i vinmarken.
  5. Man kan maskinhøste.
  6. Det er lettere at komme flerårssygdomme til livs i vinmarken, da man skifter en del af træet.

Ulemperne ved guyot:

  1. Vinstokken er mere udsat ved ekstrem kulde om vinteren, da den ikke lagrer ret mange kulhydrater, som ellers virker som en slags kølervæske.
  2. Skal beskæres af trænet personale.
  3. Selve beskæringen tager 3–4 gange så lang tid, som det er tilfældet for Cordon-systemet.4. Er dyrt at etablere i en nyplantet vinmark.