Hvorfor opbinder vinbonden sine vinstokke:

Før phylloxera (ca 1870 – 1900) var vinplanterne som oftest plantet tilfældigt ind imellem hinanden, således at man sagtens kunne finde flere forskellige druesorter, blå som grønne, plantet side om side.

Efter phylloxera benyttede man lejligheden til, når man skulle anlægge de nye vinmarker, at plante vinstokkene på rækker, separere de enkelte druesorter fra hinanden samt at opbinde dem.Dette gav en lavere beplantningstæthed, da vinstokkene ikke kunne stå nær så tæt, men i stedet kunne man bedre styre dyrkningen af vinstokkene, samtidig med at den nu faste afstand, der var imellem vinstokkene, gjorde det muligt for vinbonden at anvende dyr til arbejdet i vinmarken. Indtil en New Zealandsk professor ved navn Richard Smart i slutningen af 1960’erne påbegyndte sin forskning i canopy management, (løvstyring) var det yderst sparsomt med viden omkring, hvilken betydning valget af opbindingssystemet i vinmarken havde for druernes kvalitet. Richard fandt dog hurtig ud af, at ved at organisere antallet af blade, skud og frugt, kunne man forbedre mikroklimaet omkring vinstokken og dermed også kvaliteten af bladene og frugten. Man kunne derved få et større udbytte af en bedre frugt, samtidig med at man minimerede risikoen for sygdomme i vinmarken. Selv om dette alt sammen lyder som slagfaste argumenter for enhver vinbonde, så var man sen til at tage disse nye metoder til sig i Europa. Dette skyldes hovedsageligt, at jo bedre vinmarken er beliggende, desto mindre er nødvendigheden for canopy managment. I Europa har man udvalgt de mest egnede områder til beplantning af vinmarker over flere tusinde år, og derfor er de typisk bedre beliggende, end det er tilfældet i den nye verden, hvor man ofte kun har dyrket vin 100 – 200 år. Siden har dette ændret sig, og i dag er der en større tradition for, at unge europæiske vinbønder rejser til de oversøiske vinlande for at lære om canopy mannagment end omvendt.