STORT ONLINE LAGERSALG 🍷 Spar op til 57%!

Sådan fjerner du rødvinspletter!

Hvis uheldet har været ude, så fortvivl ej, for der er hjælp at hente!

Når du har læst denne artikel, er du godt klædt på til at bekæmpe rødvinspletter fremover, for vi har samlet alle de bedste tips til at fjerne rødvin fra både tekstil og træ. Nu kan du være proaktiv og have alle de bedste midler på lager, hver gang der skal åbnes en flaske.

Har du spildt rødvin på din dug eller dit flotte træbord? Så har vi gode tips og råd til at fjerne rødvinspletterne igen lige her. Vores første og bedste råd er altid at fjerne pletten så snart, uheldet er ude. Det vil sige gerne inden for de første 2 minutter efter, rødvinen er spildt. Det kan være svært at nå, især hvis man først opdager pletten dagen efter festen, hvor dugen tages af bordet. Derfor kommer vi også med gode råd til at fjerne indtørrede rødvinspletter på både tekstil og træ.

Den gode nyhed er, at mange af midlerne er nogle, man ofte har ved hånden. Den lettere stressende nyhed er, at du har den bedste chance for at fjerne pletten, hvis du går i gang med at udbedre pletten inden for 2 minutter. Det handler altså om at få ryddet bordet, dugen af, udbedre pletten og så få dugen til vask. Det sætter lige festen på pause et øjeblik, men så kan du også hygge dig igen uden at bekymre dig om din flotte dugs skæbne!

Hvis det er træbordet eller plankegulvet, som er ramt, så læs med nedenfor!


Friske rødvinspletter på bomuld og polyester (udbedres inden for 2 minutter)


Skaden er lige sket – der er spildt rødvin på dugen. Men hvad skal du gøre?

Første trin er at få suget overskydende rødvin op så hurtigt som muligt. Dette afhænger af mængden, der er spildt, men selv en lille plet kan inden for de første 2 minutter være våd af overskydende væske, der kan brede sig. Det er derfor altid en god ide at duppe, og her mener vi duppe – ikke gnide eller tørre – for at fjerne den overskydende væske. Med overskydende mener vi den væske, der endnu ikke er trukket ind i stoffet. Læg forsigtigt køkkenrulle med god sugeevne på stedet, og sørg for at den overskydende væske ikke bliver presset ned i dugen, så pletten spreder sig.

Det er med at være hurtig og forsigtig på samme tid!

Mulig løsning: Salt

Har du fint salt ved hånden, så hæld rigeligt ud over pletten, og lad det suge væsken i en times tid, inden du fjerner det igen.

Du har måske hørt og tricket med at komme en våd telefon i en skål med tørre ris? Dette er lidt samme princip, da saltet trækker væsken ud af stoffet.

Efter en times tid kan du børste saltet af og vaske stoffet i vaskemaskinen, som du plejer.

Mulig løsning: Mælk

Bruger du mælk til at fjerne rødvinspletten, skal det have lov at virke en times tid for virkelig at kunne trænge ind i stoffet og modvirke pletten.

Hvis der er tale om en stor plet, kan det være behjælpeligt at putte den i en opvaskebalje med mælk, selvom dette selvfølgelig er et større foretagende under festlighederne.

Når mælken har fået lov at virke en times tid, skal du vaske stoffet som du plejer, og der er altså ikke grund til at bruge en hel bøtte vaskemiddel, bare fordi der er en rødvinsplet, det gør nemlig ingen forskel.

Mulig Løsning: Danskvand

Danskvand indeholder kuldioxid, og det er boblerne der hjælper med at trække rødvinen ud af stoffet. Vi vil lige understrege, at det kun er ren danskvand uden tilsætningsstoffer, der virker, da alle former for sukker og sødemidler kan risikere at forværre pletten. Brug derfor aldrig andre former for sodavand som erstatning for danskvand, når det kommer til pletfjerning.

Når du har hældt danskvand ud over den friske rødvinsplet, skal du duppe dugen med en klud eller et stykke køkkenrulle med god sugeevne. Mange viskestykker har en dårlig sugeevne, og vi anbefaler derfor at bruge køkkenrulle, som optager væsken effektivt.

Når du holder fest, vil vi anbefale, at du har køkkenrulle med ekstra god sugeevne på lager, så du hurtigt kan få bugt med pletterne.

Undgå at tørre for meget på stedet eller gnide i pletten, dup i stedet pletten, så den ikke spreder sig.

Gentag et par gange og vask så dugen som du almindeligvis ville i vaskemaskinen.


Indtørrede rødvinspletter på bomuld og polyester (efter 2 minutter)


Hvis du først opdager eller først har mulighed for at udbedre rødvinspletten et par timer eller dagen efter, så kan det være en større udfordring at få den væk, men det er ikke umuligt, læs bare med her.

Mulig løsning: Hvidvin, bagepulver og pletfjerner

Ja, det lyder måske paradoksalt at hælde vin på en vinplet, men hvidvin modarbejder altså rødvinspletten på en kemisk – næsten magisk – måde.

Hvidvinen neutraliserer, og det kan vi godt lide! Derfor er det frem med de overskydende bundsjatter hvidvin eller af med proppen på en ny flaske. Så har du også lidt at gå og hygge dig med, mens du gør rent og rydder op.

Når du har hældt hvidvin ud over rødvinspletten, skal du bruge bagepulver. Ganske som med salt på den nye rødvinsplet skal bagepulveret nu suge og modarbejde rødvinspletten på dugen. Du kan enten bruge rent bagepulver eller blande det op med vand i forholdet 3:1, hvilket betyder tre skefulde bagepulver til en skefuld vand. Dette er i nogle tilfælde mere effektivt, da det holder pletten fugtig og hjælper pletfjerningsprocessen. I den forbindelse kan det være en god idé at holde øje med at pulverblandingen oven på pletten ikke tørrer ud og evt. sprøjte lidt vand på undervejs. Bagepulveret skal have lov at virke i en times tid.

Tredje skridt er at anvende en effektiv pletfjerner, gerne en skum med enzymer. Følg produktets anvisninger og vask derefter dugen i vaskemaskinen – helt ligesom du ville enhver anden dug uden rødvinspletter.

Mulig løsning: Barberskum

Hvis du har barberskum på lager, så kan det vise sig at være et effektivt middel mod gamle rødvinspletter!

Sprøjt barberskummen udover pletten og pres den ned i dugen, f.eks. med bagsiden af en ske, så du ikke kommer til at suge barberskummet op med en klud eller lignende.

Lad det virke lidt, og vask derefter dugen på normal vis.

Mulig Løsning: Vodka eller anden klar alkohol

Har du vodka, gin eller anden form for klar alkohol i skabet, kan du også hælde dette på pletten for at fjerne den.

Når du har hældt alkoholen på og ladet det virke et øjeblik, skal du duppe på rødvinspletten med en klud. Gentag et par gange.

Vær gavmild med alkoholen. Det må gerne være den billige, sprittede slags!

Vask herefter din dug, som du normalt ville.


Silke og finere tekstiler


Rødvinspletter på finere tekstiler, eksempelvis silke m.m. kan ikke nødvendigvis udbedres ved hjælp af ovenstående metoder, og vi anbefaler at du forhører dig hos et professionelt renseri.

Vi kan anbefale straks at suge væsken op med effektivt middel såsom køkkenrulle og ellers, at du bruger en pletfjerner, der er beregnet til det tekstil, der er spildt på.

Det er altid en god idé at være proaktiv, når det kommer til rødvinspletter. Derfor anbefaler vi, at have ovenstående på lager inden festen går i gang, så du har det ved hånden, skulle uheldet være ude.


Rødvinspletter på træ


Plankebord eller plankegulv? – Det er lige meget, for når det handler om træ, er det meget mere afgørende, hvordan det er behandlet.

Uanset hvilken type træ, der er tale om, bør du som det første suge overskydende væske op. Vi anbefaler køkkenrulle med ekstra god sugeevne til dette, da det er nemt at lægge oven på pletten, hvor en klud ofte bruges til at tørre og gnide, hvilket vi gerne vil undgå! Ligeledes har mange viskestykker faktisk en dårlig sugeevne, og vil flytte rundt på væsken i stedet for effektivt at suge den op.

Når du har duppet pletten tør med køkkenrulle, bør du duppe pletten med en fugtig klud.

Næste skridt afhænger af, hvordan dit træ er behandlet.

Lakeret og malet træ:

Hvis maling eller lak er ubrudt, vil pletten nemt kunne tørres op uden skade til følge.

Hvis du har et nyere klikgulv, er det ofte behandlet så effektivt, at du bare kan tørre pletten op, uden at den efterlader spor.

Oliebehandlet træ:

Hvis træet ikke er mættet med olie, vil farven trænge ind og efterlade pletter. Træ er et levende materiale, der suger væske, derfor bør du altid være ekstra forsigtig. Her kommer de bedste bud på at fjerne pletter fra olieret træ.

Opvaskemiddel med pH på 4-4,5

Hvis træet ikke er mættet med olien, så skal du blege pletten med et lag koncentreret og surt håndopvaskemiddel i en times tid. Opvaskemidlet skal have en pH-værdi på 4-4,5, som ofte findes i miljømærkede opvaskemidler med f.eks. citron.  

Sæbespåner

Opløs sæbespåner med vand i en balje og vrid en klud op i blandingen. Herefter lægges kluden på pletten i en halv times tid.

Sandpapir

Hvis pletten ikke går væk, kan du prøve at slibe gulvet forsigtigt med slibepapir, der har en passende hårdhed – spørg i dit lokale byggemarked. Alternativt kan du prøve at bruge en skuresvamp, og skur altid med træfibernes længde, ikke på tværs af dem. Husk, at det vil være nødvendigt at give ny olie på området, der er slebet.

Sæbebehandlet træ:

Hvis pletten er ny, men trængt ind i træet, kan du bruge en klud med opløsning af sæbespåner eller opvaskemiddel, som nævnt ovenfor.

Dup eller gnid forsigtigt på træet – og altid på langs i årernes retning, ikke på tværs.

Hvis det er en gammel plet, skal du behandle den med glycerin og lade det virke i 12 timer.

Ukendt eller ingen træbehandling:

Ved du ikke, hvordan dit træ er behandlet – og i værste tilfælde, hvis det slet ikke er behandlet, så prøv vores guide nedenfor.

  1. Tør pletten over med en fugtig klud og dup med lidt rens beregnet til træ. Hvis ikke dette klarer opgaven, skal du prøve følgende:

  2. Hæld glycerin på pletten, så det dækker helt.

  3. En ren, tør klud af bomuld lægges oven på pletten til at suge.

  4. Dæk kluden med et stykke plastik eller film, hvad du lige har ved hånden.

  5. Lad det virke i ca. 12 timer – natten over.

  6. Fjern plastik og klud og vask resten af pletten væk med lunkent vand og mild sæbe.

  7. Lad træet tørre.

  8. Hvis pletten stadig er synlig, kan du bruge en 3% brintoverilteløsning i 3-5 minutter, hvorefter du neutraliserer med lidt 33% eddikesyre. Vær forsigtig og vask med rent vand. Tør træet.

Hvis intet virkede...

Hvis intet at ovenstående virkede til at fjerne pletten, er der brug for at slibe dit gulv, hvilket også vil kræve efterbehandling med enten lak, maling, olie eller sæbe.

Hvis du ønsker at gardere dig mod fremtidige pletter, er lak og maling klart mest effektivt, da det er et forseglende lag, der beskytter træet mod ridser, snavs, m.m.

Afhængigt af pletten kan slibningen tage et par millimeter af træet, og bor du i lejlighed kan der i værste tilfælde være tale om et gulv, der er blevet slebet så mange gange, at det er for tyndt og der er brug for et nyt.

Tilmelding til Sélection Vinklub

Bliv gratis medlem af vores vinklub og få 5% på langt størstedelen af vores produkter, både når du handler online og i butik - klik herunder.

Læs om vores kundeklub
Logo
H.J. Hansen Vin, Vestergade 97-101, 5000 Odense C, [email protected]