STORT ONLINE LAGERSALG 🍷 Spar op til 57%!

Historisk dansk vinsommer på Skærsøgaard

INTERVIEW MED SVEND MOSGAARD af Morten Oestermann

Det er næppe gået nogen næsen forbi, at sommeren 2018 har været lige så varm og solrig, som 2017 var kold og våd.

Hawaiiskjorter og sandaler har fyldt i gadebilledet, og fra Danmarks vinproducenter lyder jublende meldinger om rekordår og en fantastisk årgang.

Det har dog været en særlig god sommer for Sven Moesgaard hos vinproducenten Skærsøgaard ved Koldingfjord, hvor der dyrkes godt 16.000 vinstokke på ca. 5,5 hektar. For i april fik Danmark sit første vinområde med kvalitetsstemplet BOB - Beskyttet Oprindelses Betegnelse. På samme måde som Parma-skinke, champagne og fetaost også har det. Eller svarende til de franske AOC og italienske DOCG, når det handler om vin. Området hedder DONS, og det er lige her, blandt områdets 500 hektarer, at Skærsøgaard har hjemme – i det, der er Europas nordligste vinområde, hvor man producerer rød-, hvid-, rosé-, sød- og mousserende vin. Og det er store nyheder, at man kan sætte det kvalitetsstempel på de mousserende vine herfra. Meget store.-Det er et gennembrud for dansk vinproduktion. Vi har officielt været anerkendt som vinland siden 2000, men nu er vi anerkendt med et produkt i absolut højeste klasse. Det er en meget stor, meget positiv udvikling, forklarer den jyske vinbonde.


BOB-betegnelsen blev altså ovenikøbet fulgt op med en sommer, som de færreste nok glemmer lige med det samme. Heller ikke Sven Moesgaard.
-Jeg kan ikke huske en sommer som denne. Den megen sol gør, at druerne modner tidligt og får et rigtig flot sukkerindhold med fine, modne tanniner. Samtidig sikrer solen også, at evt. svampesygdomme og ukrudt virkelig ikke kan trives, og det har vi slet ikke haft problemer med i år. Men derudover bliver selve mængden også større.
-2018 har faktisk været så varmt og tørt, at det er et godt rødvinsår. Egentlig er klimaet jo ikke oplagt til det, da Danmark ligger lige på grænsen af, hvor det kan lade sig gøre at producere vin. Og rødvin skal gerne bruge rigeligt med sol og varme. Men med en sommer som i år får vi gode, modne tanniner, som skal til i en god rødvin, fortæller den danske vinproducent og uddyber:
-Der er ret stor forskel på, hvilke druer har gjort det godt i år. Druer som Solaris og Rondo har haft et usædvanlig godt år. Men alt er ikke entydigt positivt. Selvom sommeren har været fantastisk, er en drue som Leon Mellot faktisk begyndt at blive en smule ramt af tørken. Den er nærmest stoppet med at vokse. Vi kunne faktisk godt bruge lidt regn, så druerne kan svulme.

Spændende fremtid

2018 har altså været forrygende, ikke mindst, hvis man er dansk vinavler. Men som dansker er man vant til, at sommeren lige så godt kan byde på regn og blæst, og det normalt så lunefulde danske sommervejr er en vedvarende udfordring for de danske vinproducenter. Alligevel tegner fremtiden særdeles spændende for dansk vinproduktion.
​​​​​​​-Den store udfordring med dansk vinproduktion er det svingende vejr. 2016 var et godt år, hvor vi fik en lang, varm Indian Summer. 2017 var rent ud sagt noget lort, hvor vejret gav os et meget lille udbytte, mens 2018 er historisk god. Det er svært at blive klog på og svært at budgettere efter. Men 2018 bliver vores bedste år nogensinde. Det bliver en fremragende årgang. 2016 var også virkelig god. Det samme var 2009 og 2006. Det er årgange, vi kan være stolte af.

​​​​​​​-Danmarks fremtid som vinland er ret interessant. Og her kan vi godt tillade os at drømme lidt. Der er flere franske vinproducenter fra eksempelvis Champagne, som har købt jord i England, fordi det bliver varmere i Frankrig, og muligvis har noget at gøre med generelle klimaforandringer. Her hos Skærsøgaard får vi franske Moët & Chandon på besøg. Producenterne leder efter alternativer til de klassiske områder – og så er det selvfølgelig også sjovt og lidt eksotisk med vin fra Danmark, samtidig med at vi viser, at kvaliteten virkelig er i orden. Vores vine emmer af dansk sommer, lange lyse nætter, langsom aromatisk afmodning af druerne og klassisk håndværksmæssig kvalitetsfremstilling, fortæller en glad Sven Moesgaard og slutter:
-Men det vigtigste for os er vores anerkendelse som BOB. Det er stort!

Tilmelding til Sélection Vinklub

Bliv gratis medlem af vores vinklub og få 5% på langt størstedelen af vores produkter, både når du handler online og i butik - klik herunder.

Læs om vores kundeklub
Logo
H.J. Hansen Vin, Vestergade 97-101, 5000 Odense C, [email protected]