Barolo

Barolo kommer fra Norditalien, ligesom Amarone og Ripasso. Baroloen finder man i Piemonte i Nordvestitalien, grænsende op til Schweiz mod nord, Frankrig mod vest, Lombardiet mod øst og den italienske region Ligurien mod syd. Mere præcist skal vi til provinsen Cuneo, sydvest for byen Alba. Her ligger områderne Castiglione Falletto, Serralunga d’Alba og ikke mindst netop Barolo, som har lagt navn til vintypen. Byen Barolo er i og for sig ikke så betydningsfuld med sin færre end 1000 indbyggere. Men vinmarkerne på de smukke, bakkede skråninger i området har skabt utallige vine i verdensklasse. Så mange, at elskere af vinen kalder Barolo for Vinens Konge eller Kongernes Vin. Barolo blev da også tildelt Italiens mest prestigefyldte prædikat, DOCG Denominazione di Origine Controllata e Garantita (DOCG) i 1980. 

Tilbud på Barolo er altid populære, og du kan spare 5% på din Barolo og tusindvis af andre varer, når du køber gennem et medlemskab af Sélection Vinklub. Det er gratis - og du kan altid melde dig ud, når du vil.

En god Barolo er et sansebombardement. Det er samtidig en vin, hvor smag og aroma udvikler sig med alderen, jo længere du gemmer den. Med dens høje tanninniveau vil vinen som ung typisk være forholdsvis hård og utilnærmelig, men med årene vil den åbne sig op og løsne flere af de fantastiske aromaer og smagsnoter, den rummer på. Barolo har altså et fremragende lagringspotentiale og kan sagtens gemmes 10-20 år, hvis du ellers kan holde dig fra den.

Mange Barolo-vine kan endda sagtens holde sig 50 år. Hvis tålmodigheden ellers holder, kan den færdigmodnede Barolo rammer skiven inden for et meget bredt felt af flotte, frugtige og blomstrede vine med smukke, mørke indtryk af chokolade, tjære, lakrids, blommer og trøfler. Allerede efter et par år begynder den hårde, unge vin stille og roligt at åbne op. Farven kan skifte teglrød og bevæge sig mod orange, jo ældre den bliver. De komplekse indtryk vil langsomt ændres og modnes, og vinens friske, frugtige indtryk vil gå mere i en retning præget af tørret frugt, urter og tørrede blomster. Din Barolo vil altså stadig være et aromatisk kraftværk, men den skifter karakter med årene. Det er værd at vente på.

Man kan ikke sige Barolo uden også at sige Nebbiolo. Den ærketypiske italienske druesort er nemlig den eneste drue, der bruges i vinen. Nebbiolo-druen er en lille blå drue med et svagt gråligt skær. Den har samtidig en særdeles tyk skal, som bidrager til meget højt tanninindhold og en intens frugtsyre. Det er derudover en meget lokal drue, som man andre steder i verden ikke har haft succes med.

Navnet Nebbiolo stammer formentlig fra det italienske ord for ”tåge”, nemlig ”nebbia”. Det hænger sandsynligvis sammen med, at vinmarkerne under høsten sent i oktober netop er dækket af en tæt, tyk tåge. Det er en drue og en vin, der stiller sine krav for at folde sit store potentiale ud. Den kræver f.eks., at vinmarkerne ligger med den helt korrekte hældning, så druerne får lys nok. Samtidig kræver den ekstra lang lagring grundet dens høje tanninniveau – faktisk minimum 38 måneder, hvoraf de 18 måneder er på træ. At Nebbiolo er én af Italiens mest tanninrige druer får stor samtidig betydning for produktionen og hvornår, du bør drikke vinen.

Barolo ligger lidt over 11 kilometer sydvest for Alba. Selvom den er næsten tre gange så stor som nærliggende Barbaresco, er den stadig relativt lille og er kun otte kilometer bred på det bredeste sted. I 1896 afgrænsede det italienske landbrugsministerium Barolo-produktionszonen til at omfatte kommunerne Barolo, La Morra, Castiglione Falletto, Serralunga d'Alba og den nordlige halvdel af Monforte d'Alba.

I 1909 tilføjede Albas landbrugskommission kommunen Grinzane Cavour og dele af Novello og Verduno til zonen. Da regionen blev udpeget som en Denominazione di origine controllata (DOC) i 1966, blev dele af Cherasco, Diano d'Alba og Roddi inkluderet, og det forblev uændret gennem Barolos forfremmelse til DOCG i 1980. På trods af disse tilføjelser produceres over 87% af Barolo i de oprindelige fem kommuner Barolo, La Morra, Castiglione Falletto, Serralunga d'Alba og Monforte d'Alba, hvor Barolo og Castiglione Falletto betragtes som "hjertet" eller uofficielle "classico" områder i Barolo. Ud over begrænsninger på udbytte og alkoholniveauer for at blive mærket DOCG, skal en Barolo være lagret i mindst tre år, heraf minimum 18 måneder på egetræsfade. For Barolo Riserva kræves fem års total lagring, igen med minimum 18 måneder på egetræsfad.

Barolo kan i store træk opdeles i to dale. Serralunga-dalen mod øst omfatter kommunerne Castiglione Falletto, Monforte d'Alba og Serralunga d'Alba. Området er tilplantet i jorde med højere niveauer af sand, kalksten, jern, fosfor og kalium. Derfor har vinene i Serralunga-dalen en tendens til at være stramme og kraftfulde og kræver betydelig lagring på mindst 12-15 år for at udvikle sig.

Mod vest er kommunerne Barolo og La Morra med jorde med mere ler, mangan og magnesiumoxid. Denne region har en tendens til at producere vine med mere parfumerede aromaer og fløjlsbløde teksturer. Vinene har en tendens til at være mindre tanniske og fyldige end vinene fra Serralunga-dalen og kan kræve mindre lagring, som dog alligevel skal stå i 8-10 år. Den mest udbredte plantede og produktive region i Barolo-zonen er La Morra, som er ansvarlig for næsten en tredjedele af al vin mærket som Barolo og producerer dobbelt så meget vin som den næststørste zone i Serralunga d'Alba.

Barolo er én af de vine, der er som skabt til en lækker middag. For at bløde Baroloens tanniner op og få en endnu mere optimal smagsoplevelse, kan du med fordel drikke vinen sammen med et godt måltid mad. Det må gerne være steak med en god fedtkant – det kunne f.eks. være en entrecote eller en ribeye. Det kunne også være en anden kødrig ret, svinekæber, simreretter eller en lækker culottesteg. Der må gerne være godt med sort peber, trøfler, hvidløg og svampe. Husk i øvrigt at åbne vinen i god tid - Barolo er nemlig en vin, der skal have luft – og meget af det. Dekantér den meget gerne og servér den i de rigtige glas.

Der er lidt groft sagt to skoler inden for produktionen af Barolo. Hører man til den nye skole inden for Barolo-vin, ønsker man en vin med blødere tanniner – altså den garvesyre, dig gør, at munden kan tørre lidt ud og som giver vinen bid og struktur. Det gør, at vinen kan drikkes yngre og bliver lidt mere tilgængelig. Her bruger man nye og mindre træfade, hvor træets vaniljeagtige aromaer kan afgives til vinen. Hvis man tilhører den gamle skole, vil det typisk være gamle fade, som netop ikke tilføjer de vaniljeagtige præg.

Indtil for nylig troede man, at Barolo op til midten af ​​det 1800-tallet var en sød vin. Det gjorde man fordi, at Nebbiolo-druen modnes sidst i oktober, hvilket betød, at temperaturerne ville falde støt efter høst. I november og december ville temperaturerne i Piemonte-regionen være kolde nok til at standse gæringen, hvilket efterlader en betydelig mængde restsukker tilbage i vinen. En anden populær tro var, at Camillo Benso, conte di Cavour, borgmesteren i Grinzane Cavour. i midten af ​​det 1800-tallet inviterede den franske enolog Louis Oudart til Barolo-regionen for at forbedre de lokale producenters teknikker. Ved at bruge teknikker, der forbedrede hygiejnen i vinkælderen, var Oudart i stand til at gære Nebbiolo-mosten helt tør, hvilket blev til den første moderne Barolo. Denne nye, "tørre" rødvin blev en favorit blandt adelen i Torino og det regerende hus Savoy, hvilket gav anledning til den populære beskrivelse af Barolo som "Kongernes Vin, Vinenes Konge".

Begge dele er dog blevet udfordret, baseret på ny forskning af Kerin O'Keefe. Ifølge hende var Paolo Francesco Staglieno nemlig manden bag den moderne, tørre Barolo. Han var forfatter til "Istruzione intorno al miglior metodo di fare e conservare i vini", som blev udgivet i 1835. Ifølge O'Keefe var det Staglieno, der blev tilkaldt af Camillo Benso som ønolog. Staglienos opgave var at producere kvalitetsvine, der var gearet til lagring og stabile nok til at blive eksporteret. Staglieno gærede vinene tørre, noget der på det tidspunkt blev omtalt som "Staglieno-metoden".

Barolo ligger tre kilometer sydvest for Barbaresco. Kun vinmarkerne i Diano d'Alba er beplantet med druen Dolcetto, midt mellem de to Nebbiolo-højborge. Sammenlignet med Barbaresco er Barolo køligere og ligger i højder næsten 50 meter over Barbaresco. Høsten af ​​den sent modne Nebbiolo-drue finder normalt sted i begyndelsen til midten af ​​oktober, selvom nogle producenter eksperimenterer med vindyrkningsteknikker, der giver mulighed for en tidligere høst i slutningen af ​​september. På høsttidspunktet er regn og meldug to af de vigtigste farer at bekymre sig om, sammen med haglskader tidligere i vækstsæsonen. Med sin beliggenhed i Langhe-bakkerne har Barolo en samling af forskellige mesoklima, jordtyper, højder og eksponeringer, der kan have en udtalt effekt på udviklingen af ​Nebbiolo-druerne og den færdige Barolo-vin. Inden for Barolo-zonen er der to store jordtyper, som er adskilt af Alba-Barolo-vejen.

Barolo kaldes ofte passende Kongen af Piemonte. Når det er sagt, er din forståelse af Barolo og netop Piemonte ikke komplet uden kendskab til Dronningen af Piemonte: Barbaresco. Den produceres på samme drue, ganske tæt på.