Pastis / Ouzo

Pastis er en fransk apéritif med anissmag, som findes i forskellige afskygninger i Middelhavslandene. Det var Paul Ricard, som i 1932 først sende Pastis på markedet, og som stadig er populær i Frankrig - ikke mindst i de sydøstlige områder af landet. Andre middelhavsanislikører er dog også meget populære i Middelhavslandene. Det er f.eks. sambuca, ouzo, arak, rakı og mastika.

Franskmændene var stadig var bange for absint, og det er ikke mindst derfor, at ​​pastis kan have fået som gennembrud. Begge drikke er i dag lovlige og begge har en intens smag af anis, fennikel eller lakrids. De to er dog ret forskellige. Pastis blev skabt år efter forbuddet mod absint, og indeholder traditionelt ikke malurt (Artemisia absinthium), som absint har fået sit navn fra. Pastis får primært sin anismag fra stjerneanis, hvorimod absint traditionelt får sin smag fra et destillat af grøn anis og fennikel. Derudover er absint oftest noget stærkere.

Ifølge loven skal pastis være en spiritus med anismag, yderligere smag af lakridsrod, indeholde mindre end 100 gram sukker pr. liter sukker og aftappes med minimum 40% alkohol.

Hvis du gerne vil spare penge på ouzo og pastis, er det et oplagt mulighed at melde dig ind i Sélection Vinklub. Det er gratis, og du kan altid melde dig ud igen. Du sparer altid 5% på tusindvis af varer - også pastis og ouzo - som medlem.

Grækerne og franskmændene tilsætter vand til deres ouzo og pastis. Når de gør det, så bliver indholdet en tåget hvid. Det skyldes, at ouzo og pastis indeholder terpener, som bliver uopløselige, når de fortyndes til under 30% ethanolprocent. Sådan får drikken sin karakteristiske uklarhed i glasset, når der er tilsat vand.

Pastis og ouzo ligner hinanden meget, men faktisk ikke helt det samme. Begge er likører med anismag med en fælles oprindelse i Middelhavet. De kommer dog fra forskellige lande og har forskellige egenskaber.

• Pastis stammer fra Frankrig, især i regionen Provence, mens ouzo er græsk.
• Pastis er typisk lavet af en neutral spiritus, hvorimod ouzo ofte er destilleret af druerester eller anden gæret frugt.
• Selvom både pastis og ouzo indeholder anis som den primære smagsgiver, kan de være forskellige i deres øvrige botanicals og krydderier. Pastis indeholder ofte urter som lakrids, fennikel og forskellige aromatiske planter, mens ouzo typisk indeholder ingredienser som stjerneanis og koriander.
• Når vand tilsættes pastis eller ouzo, forårsager det et mælkeagtigt eller uklart udseende. Effekten har dog en tendens til at være mere udtalt i ouzo på grund af dens højere indhold af æteriske olier.
• Pastis blandes normalt med koldt vand i forholdet 1:5 - 1:7, mens ouzo typisk fortyndes med vand i forholdet 1:2 - 1:4. Her spiller dine personlige referencer naturligvis ind.

Forskellene til trods er både pastis og ouzo kendt for deres stærke anissmag og nydes ofte som aperitif eller digestif i deres respektive middelhavslande.

Man mener, at ouzo stammer helt tilbage fra 1300-tallet og var en anis-baseret udgave af Tsipouro, som ligeledes er en græsk spiritus. Det var dog først i 1800-tallet efter, at Grækenland blev et selvstændigt land, at ouzoens popularitet for alvor voksede. Og da absints popularitet faldt i begyndelsen af 1900-tallet og flere steder blev ulovliggjort, stod ouzoen klar til at tage over med lidt lignende, smagsmæssige egenskaber som den franske spiritus.

Raki er den oftest tyrkiske udgave af den græske ouzo. Ouzo-produktionen begyndte først, da Grækenland blev selvstændigt fra tyrkerne i 1800-tallet. 

Nej, som udgangspunkt vil stærk spiritus i lukkede flasker kunne holde sig ubegrænset. Smagen kan dog ændre sig, eller der kan muligvis dannes bundfald, når ilten får en indvirkning i spiritussen. Det samme kan ske, hvis den får for meget lys.

Som alle andre alkoholiske drikke, skal man nyde pastis med måde. Der er mange, der taler for, at drikkevarer med anis kan hjælpe fordøjelsen, men overdrevent alkoholforbrug er på ingen måde sundt.