I Antinori-familien er de ekstraordinært dygtige til at finde mennesker, der har store evner i vineriet, mod og masser af kreativitet. Det gælder f.eks. for Renzo Colteralla. I 1979 var han netop blevet færdigudannet som ønolog, da Piero Antinori prikkede ham på skulderen for at høre, om han ville lede Castello della Sala. Antinori-familien havde på det tidspunkt ejet ejendommen siden Anden Verdenskrig, og havde haft fokus på at lave en traditionel Orvieto, der dengang var en let, lidt syrefattig sommervin, som typisk efter ½ år blev brunlig i kanten. Det var der ikke noget usædvanligt i. Det var sådan, italiensk hvidvin var dengang. Renzo lavede nogle små forsøg i vinmarkerne, hvor han plantede lidt Pinot Gris og Chardonnay. Ikke fordi, at han på daværende tidspunkt ville lave en international vin. Fokus skulle stadig være på Trebbiano.

Det var livets gang på gården indtil 1981, hvor den stadig unge Renzo blev sendt til Bordeaux med den anerkendte, italienske gastronom Darrell Corti. Renzo beskriver turen som et mareridt, hvor Corti ved hvert måltid insisterede på at spise på en 2- eller 3-stjernet restaurant. Sådan var situationen, da de efter fire dage skulle hjem via Nice. Her foreslog Corti spise på en pompøs fiskerestaurant, og da Renzo ikke kunne undslå sig, skulle de have fisk. Corti bestemte sig for, at de mange retter skulle ledsages af en 1971 Corton Charlemagne. Renzo var sikker på, at den nu 10 år gamle hvidvin ville være oxideret (de vine som han kendte til, døde jo allerede efter et par år på flaske).

Vinen blev en revolution for ham. Han var fra det øjeblik stålsat på at lave en vin med de samme egenskaber på Castello della Sala. Det skulle tage fire år, og vinen skulle vise sig ikke blot at blive en besættelse, men også en muse for ham. Den skulle lære ham, at for at lave store vine er ekstrem præcision og detaljegrad nødvendig - ikke blot for vinmageren, men for alle på holdet. Det var begyndelsen på den første hvidvin fra Italien, som opnåede international anerkendelse.

Castello della Sala ligger i Umbrien, ikke langt fra grænsen til Toscana og 18 kilometer fra den historiske by Orvieto. Selve Castello della Sala er en imponerende borg fra Middelalderen med 500 hektarer land beliggende mellem floden Paglia og foden af Monte Nibbio. De 170 af dem er beplantet med vinmarker. Castello della Sala blev bygget I 1350 af Angelo Monaldeschi della Vipera. Hans familie var fulgt i fodsporene af Charlemagnes invaderende tropper. Dengang var området plaget af konflikter mellem forskellige familiemedlemmer, som sloges om kontroller over Orvieto. Castello della Sala blev i 1500-tallet overdraget til kirken, som ejede herregården indtil 1860. Her konfiskerede den nye, samlede italienske regering al kirkens ejendom og den overgik derfor til forskellige private ejere. I 1940 købte Marchese Niccolò Antinori herregården i visheden om, at det omkringliggende terroir havde et enormt potentiale for produktion af fine hvidvine. De hvide druer har det fantastisk i regionen, men faktisk også Pinot Noir, som her lever op til druens fulde potentiale. Vinstokkene vokser i ler- og kalkbaseret jord, som er rig på fossiler og er eksponeret mod solopgangen med meget gavnendende forskelle mellem natte- og dagtemperaturer. Dele af Cervaro della Sala og Pinot Nero della Sala lagrer stadig i franske ege-barriques under borgens monumentale vægge, hvor de har gavn af en konstant fugtighed og temperatur.