Da jeg var dreng, sagde vi, at hvis vi gravede et hul i jorden, så dybt, at vi kom igennem til den anden side af jordkloden, så kom vi til Kina. Det er ikke helt rigtigt. Vi ville nærmere dukke op på havet ud for New Zealand...

Intet land er længere væk fra Danmark end New Zealand. 26 vinhandlere fra Vinspecialisten og H.J. Hansen foretog de 40 timers rejse dertil i januar måned i år.

Den første producent vi besøgte var ARA på den nordlige del af Sydøen omkring byen Blenheim. Solen bagte, og på rekordtid ristede den vores nordiske dejfarvede vinterhud. Sagen er, at det hul i ozonlaget over Sydpolen, og som gør at UV strålingen er enorm, havde vi indtil da i behagelig afstand kun hørt om fra problemet, men nu var hullet bogstavelig talt lige oppe over os. Vi fik ydermere oplysninger om, hvor vi skulle løbe hen, hvis der kom et jordskælv. Akke ja.... hvor er der dog ufarligt i Danmark. Vi blev vist rundt på vinmarkerne og efter 7-8 smagsprøver af topvine i 25 graders varme, forsvandt jetlaget stille og roligt.

Næste dag besøgte vi Seresin – den første af turens tre biodynamiske producenter. Biodynamik er skridtet videre fra økologi. Man forsøger, meget forsimplet, at skabe en bedre balance i vinmarken, så den bliver sundere, og giftstoffer er selvfølgelig bandlyst. Seresin er ejet af den New Zealandske filmfotograf, Michael Seresin. Han har været med på Oscarvindende film som "Harry Potter", "Gravity" og "Abernes Planet". I starten af halvfemserne realiserede han en drøm om at producere vin og opkøbte marker i Blenheim.

Rundturen på marken bød på en mindre zoologisk have. Høns, grise, køer og heste gik rundt blandt vinstokkene. Deres efterladenskaber bliver samlet og lagt på en mødding, hvor det formulder og bliver til gødning, som senere blandes op i vand og sprøjtes på vinstokkene. Det er tilladt at bruge en smule svovl i den biodynamiske produktion, men Seresin eksperimenterer med at producere en vin helt uden svovl. Det giver risiko for en anden-gæring, som vil sprænge flasken. Seresin havde sendt et parti til London og tilbage igen til New Zealand, og der var ingen skade sket. Vi smagte den usvovlede vin, og den var fantastisk! Jeg håber at produktionen bliver så stor, at vi kan få den på hylden i Danmark.

Min favoritproducent fra New Zealand har i mange år været Felton Road i Central Otago. Den engelske old-school hipster Nigel Greening elskede Bourgognevine og fandt på en rejse til Central Otago ud af, at her kunne man lave en lignende kvalitet til kun den halve pris. Han købte straks en vinmark og flyttede til New Zealand. Han fortalte under vores smagning, at han senere havde mødt nogle af sine Bourgogne-idoler og var blevet sindssygt stolt, da de rent faktisk vidste, hvem han var. Felton Road er som Seresin en biodynamisk producent, og Nigel fortalte levende om hele produktionen. Dog nævnte han ikke hvilken musik, det var han spillede i lagringslokalet for vinen, som lå og hyggede sig på fadene.

Nogle besøg indprenter sig meget stærkt i hukommelsen. Et sådan besøg havde vi hos Rippon Winery, som ligger billedskønt ved bredden af Lake Wanaka. En del af jorden blev for årtier siden solgt fra for at finansiere biodynamisk vinproduktion, og familien er siden blevet tilbudt millioner  for mere af den eftertragtede jord ned til søen. Men Nick Mills familie har dyrket vin her siden 1979, og de holder fast. Vi mærkede tydeligt hvor stolt og beæret han var, helt ind i hjertet, over at vi kom så mange og så langvejs fra, for at besøge hans families vingård i Central Otago.

Nick er ikke kun en vinelsker, der kom udefra og bragte sin formue til New Zealand, eller én der tjente sine penge i Hollywood og som et slags hobbyprojekt producerer vin. Nej, dette er ikke kun et Con Amore projekt – dette er liv og død for denne familie. Produktionen er så lille, at de må supplere deres indtægter ved at udleje deres lokaler med den fantastiske udsigt til bryllupper og andre fester. Men vin VIL de lave, og den SKAL være biodynamisk. Rippons vine koster mange penge, men de er alle pengene værd, for der er lagt hjerte og sjæl i disse vine.

Mens Nigels kone, søster og mor rumsterede i køkkenet bag mig, for at lave aftensmad til os, sad jeg på terrassen, med udsigten til et landskab, der nærmest var overjordisk smukt, og filosoferede. De andre 25 vinhandlere var på tur med Nigel i vinmarkerne, mens jeg grundet en fodskade måtte blive tilbage. Jeg havde en konge Pinot Noir i glasset, og kunne, som behageligt lydtæppe, når vinden bar lydbølgerne op til mig, høre Nigel fortælle de andre om hans visioner. Det var et af de der øjeblikke, hvor alting går op i en højere enhed. Hvor alting giver mening. Min første chef i Lyngby Storcenter, Hr. Olsen, fortalte mig altid, når jeg bad om lønforhøjelse, at det at være vinhandler er et kald,ligesom at være præst. Jobbet bærer lønnen i sig selv. Jeg har ofte grint af den historie, men nu gav den mening. Det ER jo et kald at være Vinhandler. Alle bekymringer om økonomi, husleje, momsbetaling forsvandt for en stund ved bredden af Lake Wanaka, Central Otago i New Zealand