STORT ONLINE LAGERSALG 🍷 Spar op til 57%!

Maximillian Riedel - Den tunge arv bæres videre på stærke hænder

Maximillian J. Riedel (MJR), CEO for Riedel Crystal pr. 1. juli 2013, er 11. generation i Riedel-familien, som nu skal føre faklen videre i det familieejede firma, baseret i Kufstein, Østrig.

Det er ingen hemmelighed, at skal man træde i fodsporene af sin far, og er den far samtidig Georg J. Riedel (GJR), 10. generation af Riedel-familien, må det være med en vis ærefrygt. Husk at Georg Riedel er manden, som tog sin fars (Claus J. Riedels, 9. generation) lærdom og forvandlede den til et imperium af druespecifikke vinglas og fabelagtige karafler, som ingen i verden før havde set. Georg Riedel har løbende udlært og trænet verdenseliten indenfor vinbranchen og stiftet bekendtskab med vinpersonligheder som Robert Parker og Robert Mondavi, der alle har forelsket sig i Riedels magi. Det kræver en helt speciel karakter og et meget skarpt sind, men har man blot været i Maximillians nærvær i 5 minutter, er man ikke i tvivl om, at dette er manden, som skal føre Riedel ind i en helt ny æra.

Maximillian Riedel har en enorm energi, en fantastisk aura og et kæmpe drive. Han er en yderst professionel person, men først og fremmest er han en mand, som har viet hele sit liv til den fine lærdom om glaspusteri – kundskaben, historien og budskabet omkring faget. Allerede som 12-årig blev Maximillian indviet i familiens forretning. Han blev sat til at lære de grundlæggende og sidenhen banebrydende teknikker omkring Riedels måde at blæse glas på og hele filosofien om Riedel forretningsgange, så han en dag selv ville være rustet til at skulle overtage den store arv, som Georg også havde lært det af sin far. Som 18-årig, samtidigt med at han gjorde sine studier færdige, blev han indviet i familiefirmaet som en del af salgsafdelingen og admini­strationen, og kort tid efter drog han selv afsted for at indvie markedet i Dubai. For at modne sine færdigheder som leder og sælger arbejdede han en periode som en del af teamet omkring den franske importør af Riedel. I en alder af 23 år mente Maximillian selv, at han var klar til nye eventyr, Georg Riedel tøvede da heller ikke med at indsætte Maximillian som Executive Vice President of Riedel Crystal North America – et marked som skulle udvikle sig til at blive Riedels absolut største eksportmarked med mere end 1/3 af Riedels totale salg. Et tilfælde? Næppe. Så som 25 årig blev Maximillian CEO for selv samme marked…​​​​​​​

2004 var et særdeles vigtigt år for Maximillian. Her ”opfandt” han for første gang sin egen Riedel-glasserie, kaldet the O-Wine-Tumbler, og dermed kom det første bevis på, at han var klar til at løfte arven som master-glassblower. Da Maximillian selv boede i en lille lejlighed i Hoboken, New Jersey, fandt han det svært at finde plads til sine mange fine druespecifikke glas med stilk. Ud fra sit eget behov, som han selv formulerer det, opfandt han en glasserie helt uden stilk, som stadig var lige så smuk og præcis som glas med stilk, men som gør, at alle – ligegyldig hvor meget/lidt plads de har i boligen – kan have glæde af Riedels druespecifikke vinglas. Tumbler-glassene kan stables og tages med overalt, og pludseligt kan man også tage sine glas med under armen og ud i naturen, eller hvor turen nu ellers går hen, og nyde et godt glas vin uden at være bekymret for glassenes velbefindende. Tumbler-serien har sidenhen vundet mange priser, og blandt disse kan nævnes Good Design Award, Chicago Athenaeum.  At restauranter også kunne få stor fornøjelse af Riedels unikke glas var tidligere indiskutabelt, men stort set umuligt. Glassene var for skrøbelige/delikate til branchen, så MJR udviklede Riedel Restaurant-serien – en mere holdbar glasserie, der tåler meget høje opvasketemperaturer, men stadigvæk er fantastisk elegante. For første gang kan selv ikke en restauratør argumentere imod Riedels glas, så de er nu at finde overalt i verden, hvor der nydes 3 stjernet gastronomi og service.

MJR’s vel nok mest spektakulære påfund er hans slangekarafler. Eve som så lyset i 2008, Mamba i 2011 og Boa i 2013. De første karafler i verden som dobbelt-dekanterer en vin. De består alle af flere forskellige kamre, som hver især tvinger ilt igennem vinen – ikke blot når man hælder vinen i karaflen, men også ud. Mambaen ilter f.eks. vinen 18,5 gange så kraftigt, som hvis man havde hældt den op i en Margrethe-skål og tilbage på flasken igen. I praksis skal man således hælde vinen 18,5 gange frem og tilbage fra flaske til skål, før den ”åbner sig op”. Hvor sjovt er det lige til sammenligning? Og hvor meget vin er der egentligt tilbage i flasken til sidst? Mambaen fik prisen Grand Prix Table & Gift Awards for Design, Innovation og Technicality, Maison & Objet, Paris 2011. Der følger selvfølgelig manualer med til karaflerne, og til Eve sågar også en DVD, så man kan se, hvordan den skal benyttes… I forbindelse med sin udnævnelse i 2013 flyttede Maximillian tilbage fra USA og til Kufstein i Østrig, så han blev strategisk placeret i om­drej­ningspunktet for Riedel. Ingen er i tvivl om, at han bliver en af de generationer, som for alvor får sat sit fingeraftryk på firmaets udvikling. Han har allerede modtaget Wine Enthusiasts Wine Star Special Award for Generations of Innovation i 2011, hvilket må kaldes en relativ god begyndelse!

Og til slut: Husk, som Maximillian selv siger til sine foredrag, og som han altid har fået det fortalt af sin far: Folk, som drikker vin af Riedel-glas, drikker generelt set bare bedre vin end alle andre!

Se hele vores sortiment af Riedel glas og karafler her


Tilmelding til Sélection Vinklub

Bliv gratis medlem af vores vinklub og få 5% på langt størstedelen af vores produkter, både når du handler online og i butik - klik herunder.

Læs om vores kundeklub
Logo
H.J. Hansen Vin, Vestergade 97-101, 5000 Odense C, [email protected]