Spar op til 38% på gaver og smagekasser 🍷 Klik her

Vi stiller skarpt på: Mackmyra
​​​​​​​
Af Søren Beyer, forhenværende Spirituschef hos H.J. Hansen Vin

Mackmyra destilleriet ligger ca. 1 times kørsel nord for Stockholm. Destilleriet blev grundlagt i 1999, da fire ungeingeniørstuderende under en skiferie til Sälen fik den gode idé, at de ville producere whisky i Sverige. I dag er der ingen af dem, der kan huske hvem, der fik ideen, men realiseret – det blev den. Det viste sig, at Sverige var det perfekte sted at starte en whiskyproduktion. Sverige er det største enkeltstående marked for singlemalt i verden, hvis man deler de største lande op i de enkelte stater. Svenskerne var og er vilde med Mackmyra – også da de introducerede deres Preludium (betyder forspil på latin og var ufærdig whisky). Da Mackmyra blev listet på Systembolaget i begrænset antal, lå folk i kø uden for butikken om natten for at købe mærket, og en avis skrev, at sidst dette havde været tilfældet, var, da fire musikere fra Liverpool ved navn The Beatles havde gæstet Sverige. Siden er Mackmyra vokset til i dag at være et rigtigt destilleri på højde med de førende skotske, både hvad kvalitet og kapacitet angår.

Mackmyra blev i 2012 kåret ved International Wine and Spirits Competition til Europas Bedste Destilleri, Alle Kategorier. En titel vores Cal­vadoshus Christian Drouin iøvrigt vandt i 2013 og stadig har. Mackmyra Bruks blev ved samme konkurrence kåret til Bedste Unge Whisky. First Edition vandt guld ved IWSC 2011, og Wizards of Whisky kårede Mackmyra til Europas Bedste Destilleri i 2012. Disse er blot nogle af de titler, som Mackmyra har vundet de seneste år, hvor de har forvandlet sig fra at blive regnet for en lille grim ælling til en stor smuk svane. I dag lagrer whiskyen, der bliver produceret på Mackmyra, fire pittoreske steder i Sverige, og whiskyen i fadene påvirkes helt klar af de omgivelser, den ligger i. Få kilometer fra Mackmyra destilleriet ligger Bodås Gruva, et lager hvor whisky­fadene som noget helt unikt lagrer 50 meter under jorden. Ved Stockholms indløb ligger Fjädarholmarna, hvor Mackmyras andet lager ligger sprængt ud af Gråbjerget. Det tredje lager ligger på den svenske vestkyst ved Smögen, og endelig ligger deres fjerde lager ved Häckaberga Slot mellem Malmø og Ystad. Mackmyra har gennem årene øget deres produktion og kapacitet, hvorfor de i dag kan producere mere end 1 million liter om nødvendigt. Dette gør dem særdeles attraktive som samarbejds­partner, da der er stor mangel på whisky fra mange andre leverandører med store pris­stigninger og allokerede varer til følge.