New Zealand vs Loire Sauvignon Blanc
Hvis vi går tilbage til 1960´erne, 70´erne og et godt stykke op i 1980´erne, var det kutyme, at de oversøiske vinproducenter sendte deres sønner og døtre til Frankrig, enten for at studere på et af landets 3 vinuniversiteter eller for at komme i praktik hos en af landets vinbønder. Dengang var Frankrig det absolutte centrum for al viden omkring vin, men problemet var ofte, at denne viden var utrolig etableret. Man havde blandt andet, via flere tusinders års vindyrkning, fundet ud af, hvor det var mest hensigtsmæssigt at plante vinstokkene, samt hvilke sorter det var mest hensigtsmæssigt at tilplante markerne med. Dette betød, at man relativt nemt opnåede fuldmodne druer i de fleste årgange, samtidig med at man ikke var så udfordret af f.eks svampesygedomme, da man for længst havde flyttet vinmarkerne fra de områder, hvor disse udgjorde den største trussel.Yderligere var Frankrig et så etableret vinland, at kunderne havde tilpasset sig den franske stilart inden for vinproduktion. Var det lidt grønne tanniner eller fremstod vinen en smule let, så var det en del af charmen ved årgangen. Af samme årsag havde men ikke den store motivation til at udvikle denne vinfremstilling, hvorfor ny forskning var yderst begrænset.

De unge vinbønder, som efter nogle års ophold i Frankrig vendte hjem til Sydafrika, Chile, Argentina, Australien, USA og New Zealand havde under deres ophold i Frankrig ofte tilegnet sig en fantastisk indsigt i terrior-begrebet samt den franske tilgang til vinficationen, men da de ofte skulle tilpasse denne viden til helt andre forhold, kom de ofte til kort.Dels havde de fleste af disse vinlande ikke lavet vin i mere end et par hundrede år, og ofte var det kun igennem det sidste århundrede, at de havde dyrket vitis vinifera og ikke hybrider, som opfører sig ganske anderledes. Yderligere var de nærmest ukendte på eksportmarkedet, hvor de i bedste fald blev mødt med den største skepsis og i værste fald slet ikke fik taletid. For at gøre sig gældende var de derfor tvunget til at producere vine af en bedre kvalitet, og dette til en bedre pris end, hvad forbrugeren kunne købe i Frankrig, og da de ikke havde en nær så etableret terrior-forståelse, kunne dette kun ske igennem en indgående forskning, såvel i vitikulture som vinification. News Zealand er et glimrende eksempel på dette, og da Sauvignon Blanc udgør cirka 60% af det tilplantede areal, virker det rigtigt, at vi tager udgangspunkt i denne drue.

De første vinstokke kom til New Zealand i 1819, men det var først i 1970, man begyndte at omplante vinmarkerne fra hybrider til vitis vinifera, hvilket betyder, at man i dag kun har 30–40 års erfaring med dyrkningen af f.eks. Sauvignon Blanc. Yderligere er gennemsnitstemperaturen i New Zealand mere eller mindre identisk med gennemsnitstemperaturen i Bourgogne, hvorfor der også er store udsving i årgangene.  

Kombinationen af det kølige klima, den på daværende tidspunkt meget begrænsede erfaring, såvel med landets terrior som med vitis vinifera, skabte en grobund for det, som vi i dag kender som canopy management. Kort fortalt går canopy management ud på, at vinbonden via beskæringen af vinstokkene samt efterfølgende arbejde med planten i vinmarken, kan påvirke såvel udbyttet, modningsprocessen samt sygdomsniveauet i vinmarken. Gennembruddet kom for alvor i 1991, hvor en forsker ved navn Richard Smart udgav bogen Sunlight into grapes, hvis forskning var så banebrydende, at den i dag stadig anerkendes som biblen indenfor canopy management.  Yderligere lagde man også en stor energi i at lave vine, der specielt i det lidt lavere prissegment var tilpasset forbrugernes smag. Her havde de new zealandske winemakere et stort fokus på valget af gærstamme, gæringstemperaturen og bærmekontakten.

Resultatet af dette blev, at det i dag er New Zealand, som er blevet bannerfører inden for forskning i canopy management. Dette har betydet, at det i dag er de unge fra specielt Bourgogne og Loire, som rejser til New Zealand, og ikke omvendt, for at tillære sig den nye viden. Yderligere er New Zealand også blevet den absolutte bannerfører inden for fremstilling af vine baseret på Sauvignon Blanc, ikke kun på baggrund af en exceptional terrior, men også i høj grad på baggrund af en større forståelse af, hvad man får ud af denne. Man ser i dag lignende tendenser ved Cabernet Sauvignon i Californien, Grenache og Syrah i Barossa Valley og Chardonnay i Margaret River.

Når man smager Sauvignon Blanc, vil man ofte genkende druen, dels på den meget høje syre og dels på en umiskendelig duft af stikkelsbær. Sauvignon Blanc fra New Zealand (hovedsagligt Marlborough) har en duft af friske hvide asparges, hvorimod vinen fra Pouilly Fume og Sancerre vil have et lidt mere urtet anstrøg over sig.