At ville være som en anden, er en del af processen i at finde sig selv. Undervejs virker det så virkeligt, at vi ihærdigt forsøger at kopiere, indtil vi sander, at det ikke er muligt. Til sidst anerkender og accepterer vi, at vi blot er os selv. Det er ikke os alle, der når hertil. Nogen vil altid være søgende efter mere, ofte noget, de ikke selv rummer og skal hente ind ude fra. Sådan er det også med vin, i særdeleshed med vindistrikter.

Da Steven Spurrier i 1976 arrangerede den berømte ’Paris Tasting’, vandt de amerikanske vine over de bedste franske Bordeaux’er og Bourgogner. Ikke fordi, at bedømmerne anerkendte den amerikanske stilart som værende overlegen, men fordi de ikke kunne adskille dem fra de berømte Bordeaux’er og Bourgogner. Dette havde også været winemakerne's intention. Deres ønske var på daværende tidspunkt ikke at udvikle en overlegen stilart, som var i tråd med klima, jordbund og traditioner, men at komme så tæt på de store franske vine, som det var dem muligt. Det samme gjorde sig også gældende for de store Bordeaux´er i slutningen af 90´erne og op igennem 00´erne. Scenen var skiftet, og den nye ledestjerne var den amerikanske vinskribent, Robert Parker, som havde en forsmag for vine, der var tætte, fyldige og proppet intense og umiddelbare aromaer. Alt sammen noget, som var blevet en del af den californiske identitet. Her har man en lidt højere sukkermodning og lettere ved at opnå den fulde phenoliske modning (modningen af (tanninerne). For begge vinområder var denne søgen, et vigtigt skridt i at udvikle deres egen identitet. De californiske vinerier fik fra de franske mestre en vinkultur, som grundlagde deres eget særkende. Der er ingen tvivl om, at det er årsagen til, at man i dag anerkender Californien som et af de store klassiske vinområder i verden.