Antal varer der matcher den nuværende søgning: 2875
Avanceret søgningSøg f.eks. på proptype, dyrkningsmetode eller serveringsforslag.

Duften i vin - vin & mode


Artikel af Lars Bo Henriksen, H.J. Hansen Vin

Når man hælder en vin op i et glas, angriber luftens ilt straks vinen, som den går i gang med at nedbryde – eller med andre ord: Forvandlingen fra vin til eddike går straks i gang. Hver gang ét iltmolekyle trænger ned gennem vinens overflade, udveksles dette molekyle med ét duftmolekyle. Det er det, som får vinen til at dufte. Alt efter vinens og omgivelsernes temperatur, glassets tykkelse, luftfugtigheden og om der serveres i et plastikkrus, en kop eller et rigtigt glas ændres hastigheden af denne udveksling, og vinen ændrer markant karakter. Serverer man – for øvelsens skyld – den samme vin i to forskellige glas, men med to graders forskel i temperatur, ville de fleste ikke kunne genkende, at det er den samme vin. For at frigive duften mest muligt kan man øge størrelsen af vinens overflade og derved øge iltens nedbrydning.

Derfor bruger man ofte glas med en stor lukket bund, hvor man nemt kan cirkulere vinen rundt og forcere en større duft igennem. Dette specielt ved vine, der har flere lag af duft, som eksempelvis fadlagret Chardonnay, der har en ekstra dimension at skulle frigive (fadet) i modsætning til ikke-fadlagret Chardonnay. Det samme gældende for stor fadlagret rødvin. Og vigtigheden af tynde glas er også af hensyn til duften (og smagen),
da tykke glas hurtigt ændrer temperaturen.

Og hvad bruger man så duften til?

Først og fremmest hedonistisk. Intet er mere forførende og appetitvækkende, end en vin med en ren, stor duft af fad, drue, terroir og alder. Hjernen modtager et meget stærkt signal om, at ”det her er godt for dig” – alle sanser skærpes, og munden løber i vand. Men duften er også en af kroppens barrierer, der er til for at forhindre, at vi drikker eller spiser noget, som er giftigt for os. Det stof, der giver en vin prop-lugt, kan vi lugte i en opløsning, der svarer til 2 cl. i en olympisk swimmingpool. Fordi det i større mængder er giftigt for os.
Kroppen bruger også duften til at henlede opmærksomheden på de stoffer, organismen har brug for. Mange gravide oplever det i sær­deleshed, når de pludselig får en trang til  en bestemt ting. Men vi er alle sammen påvirkede og ”tænder” på forskellige ting, alt efter vores fysiske tilstand. Især årsti­derne spiller ind, hvor man om efteråret søger tungere, mere modne mættende dufte, og om foråret tænder på lethed.

De ting, som vine dufter af, er kemiske stoffer, som ikke kun findes i vine, men også i andre fødevarer. Metropyraxin, som Sau­vig­­­non Blanc dufter af, findes eksempelvis også i tomatblade, hvorfor god og rigtigt lavet Sauvig­non Blanc dufter som at gå ind i et tomatdrivhus på en varm sommerdag. Diacetyl er en duft, der dannes af bakterier og findes både i malo­laktisk gæret Chardonnay og i smør. Og sådan kunne vi blive ved, for vin er verdens mest komplekse fødevare, der består af 600 forskellige stoffer med uendelige kombinationsmuligheder. Vigtigst af alt er, at man husker at dvæle længe ved duften og bemærke, hvad vinen dufter af. Det er for det første dejligt, og for det andet bliver man hurtigt bedre til at genkende de vine, man bedst kan lide, og derved mere sikker i sit valg, så man rammer rigtigt hver gang.

H.J. Hansen Vin er med Vinspecialisten, et landsdækkende netværk af mere end 50 selvstændige specialvinhandlere, Danmarks førende vinleverandør.













 
 
 
 
 

H.J. Hansen Vin - Vinspecialisten   |   Vestergade 97-101   |   5000 Odense C   |   vin@hjhansen.dk