Antal varer der matcher den nuværende søgning: 2880
Avanceret søgningSøg f.eks. på proptype, dyrkningsmetode eller serveringsforslag.

Rosé

Rosé

Rosé er en vintype, vi som vinindkøbere har svært ved at tolke. At forudse salget af rosé er lige så let som at forudse vejrudsigten. Skinner solen fra en skyfri himmel, har vi svært ved at holde vinen på lager, og bliver det gråt og regnfuldt, har vi for meget på lager, og det, vi ikke får solgt, får med garanti lov til at overvintre.  Ser vi bort fra dette aspekt, elsker vi rosé og det af et blødende hjerte.

Rosé har den svaghed, at den sjældent tages særligt seriøst. Producenterne er ofte startet med at lave en lille smule til stalddørssalg og egen fornøjelse. Efterfølgende er der så en indkøber, der er snublet over den og har taget lidt med en ordre hjem, hvorefter salget og dermed produktionen er steget. Men rosé er med meget få undtagelser ikke hovedproduktet for vingården.
Derfor laves rosé ofte også som en rødvin, blot med en kortere skindkontakt og ingen efterfølgende fadlagring, hvilket producenterne ofte ikke slipper heldigt fra, da de får en lidt gumpetung vin uden tilstrækkelig syre til at give vinen den nødvendige balance og friskhed.

Der er dog undtagelser fra reglen, og enkelte producenter planter specielle kloner på køligere beliggende vinmarker, som de høster med et lavere sukkerindhold og vinificerer som en rosé og ikke blot en rødvin med en kortere skindkontakt. Når dette er tilfældet, får man en afbalanceret og kompleks vin, som i enkelte tilfælde vil vinde ved yderligere lagring på flaske.  

Som forbruger anser de fleste af os også rosé som en tørstslukker. Det er sjældent, at den forekommer på restauranternes vinmenuer, og selv om det ofte vil være til gavn for vinen, har jeg endnu til gode at se en rosé blive dekanteret før serveringen.

Der er fire metoder, som kan benyttes til produktion af rosé:

Direkte presning
Her kværnes og presses de blå druer, hvorefter mosten straks fjernes fra skallerne, inden den alkoholiske gæring sættes i gang. På denne måde får mosten en ekstrem kort skindkontakt, hvilket er nok til at skabe en meget let roséfarvet most. Benyttes denne metode, skal producenten dog passe på, at skindet og stænglerne ikke bliver revet, så tanninerne frigives ud i den meget delikate rosé.

Aftrækning
Her kværner og presser man druerne, hvorefter gæring sættes i gang. Efter 6–24 timers gæring fjernes skallerne, hvorefter mosten fortsætter den alkoholiske gæring uden skindkontakt. På denne måde får man en dybere og mere kompleks rosé. Hvorvidt det er 6, 12, 18 eller 24 timer, mosten har skindkontakt, afhænger helt af hvor mørk og tæt en rosé, man ønsker.


Saignée (åreladning)
Saignée metoden er nok den mest anvendte metode. Den minder meget om aftræksmetoden, men adskiller sig fra denne ved, at det kun er en del af mosten, som fjernes fra skallerne. Den resterende del af mosten forbliver med skallerne, og heraf laves der en rødvin.
Denne metode er yderst populær, da den, ud over at man laver en rosévin, også kan lave en rødvin, der har mere farve, tannin og evt aromakompleksitet end normalt. Dette fordi proportionen af skaller kontra proportionen af most er betydeligt større.

Metoden anvendes ofte i distrikter, hvor man har svært ved at få tilstrækkeligt med farve og tannin i vinene. Derfor var den også yderst populær i Bourgogne, indtil INAO forbød den. Metoden er langt fra ideel til roséproduktion, da man, hvis man ønsker at lave en rosé med den rette kompleksitet og syrebalance, skal vælge specielle klon af druetyperne samt høste dem tidligere, end det er tilfældet ved druer, der er tiltænkt produktionen af rødvin. De producenter, som anvender saignée-metoden, favoriserer desværre ofte rødvinen, da de her i en højere grad kan optimere deres indtjening.
Derfor benyttes der hovedsagligt druer med en for stor tannin- og sukkerproduktion, som tillige høstes for sent.  

Blanding
Navnet siger egentlig det hele. Her tilsættes der en lille smule rødvin til en hvidvin for at opnå en roséfarvet vin. Metoden er forbudt i Europa med undtagelse af Champagne-distriktet. Derfor benyttes denne metode hovedsagligt til billige oversøiske rosévine.

Peter Møller Andersen

H.J. Hansen Vin er med Vinspecialisten, et landsdækkende netværk af mere end 50 selvstændige specialvinhandlere, Danmarks førende vinleverandør.













 
 
 
 
 

H.J. Hansen Vin - Vinspecialisten   |   Vestergade 97-101   |   5000 Odense C   |   vin@hjhansen.dk