Antal varer der matcher den nuværende søgning: 2768
Avanceret søgningSøg f.eks. på proptype, dyrkningsmetode eller serveringsforslag.

Myter om vin

Myter om vin

Artikel af Henrik Lund Nim, Indehaver af Vinspecialisten Assens

I mine efterhånden 31 år i vinbranchen har jeg mødt mange fantastiske mennesker. Min første chef, Hr. Olsen. Min chef hos Knud Jørgensens Vinhandel, Bo(trytis). Sjove kunder, som Steen ”Lund-Vi-Er-Hjemme!” Toft og mange, mange andre. Jeg er også stødt på mange sjove og skråsikre påstande om vin, som efterhånden er blevet til myter om vin. Halve og hele sandheder om vin og vindrikning.

Jeg har sat mig for at kigge på en håndfuld af dem, og i al beskedenhed tage en lederbeslutning, om de er sande eller falske.

Vinmyte 1: ”En vin skal åbnes flere timer, før den skal drikkes”

Både sandt og falsk
Det er nemlig slet ikke nok blot at åbne vinen. Vinen skal på karaffel, og i mangel af en sådan, i en vandkande/skål. Alle vine har godt af at blive åbnet op og dekanteret, som det hedder, når man omhælder sin vin. Man gør det for at ”åbne” vinen, få den til at dufte og smage af mere. Samme proces, der sker når du svinger vinen i glasset. Unge vine, med stort potentiale, skal dekanteres flere timer før. Unge Barolo vine kan med fordel endda dekanteres dagen før. Gamle vine, skal blot dekanteres lige før servering. Igen for lige at vække gamlingen til live, men også for at fjerne evt. bundfald.

Vinmyte 2: ”Al vin har godt af at blive lagret”

Falsk
99,99% af den vin, som bliver solgt i Danmark skal drikkes inden for de første år af vinens levetid. De er klar, når de kommer på hylderne. Selv når vinen kun er ét år gammel. Skal du bruge en vin til en dåbsgave, som skal lagre minimum 18 år, indtil junior er gammel nok til at pelse den ædle flaske til et drukgilde med Jæver og Jeff fra Handelsskolen, så skal du købe en Vintage Port. De kan ligge uendeligt længe, og bliver bare bedre og bedre.

Vinmyte 3: ”Lugt til proppen for at finde ud om vinen er dårlig”

Sandt
Det er der ræson i, hvis du vel at mærke ved hvad du skal lugte efter. Du behøves dog ikke lugte til skruelåget, hvis vinen er lukket på den måde, da det ikke er der hunden ligger begravet. En korkprop, som jo er et organisk materiale med sprækker og kanaler, kan inficeres med mugsporer, som ødelægger vinen i større eller mindre grad. Flere gange har jeg diskuteret med andre, om en vin var inficeret eller ej, mens andre gange har vinen hørmet af mug og sure karklude.

Vinmyte 4: ”Flasker med flad bund indeholder dårlig vin"

Falsk
Man kan ikke bedømme en vin ud fra flaskens udformning. Dog kan man konkludere at producenten ikke har ofret mange penge på selve glasflasken, da flasker med en dyb bund er noget dyrere. Så indirekte kan påstanden være sand.  

Vinmyte 5: ”Hvidvin til fisk. Rødvin til kød og ost”

Falsk
Ualmindelig konservativ påstand. Hvor skal jeg starte? Rødvin og ost er en notorisk dårlig kombination. Garvesyren fra rødvinen crasher med ostens salte fremtoning og vinen vil fremstå metallisk. Hvidvin og gedeost er en fantastisk sammensætning. Kølig rødvin til grillet fisk er genialt, hvilket leder mig til næste påstand….

Vinmyte 6: ”Rødvin skal drikkes ved minimum 18 grader”

Falsk
Det er omvendt. Rødvin skal drikkes ved MAKS. 18 grader. Vil du have rødvinen skal være varmere, skal den på et blus og tilsættes krydderier, rosiner og mandler og serveres som Glögg. Den friske frugtsyre forsvinder ganske enkelt, når vinen nærmer sig 20 grader. Alkoholen fordamper, så bouqueten bliver sprittet.

Vinmyte 7: ”Rosé er en blanding af rød og hvidvin

Falsk
Rosé er lavet på blå druer, som en rødvin. Farven i en rødvin (og en rosé) kommer fra drueskallen. I en rødvin skal skallerne ligge med mosten, og dermed farve den, i minimum en uge. I rosé er skallerne kun med mosten i 6 – 12 timer.

Vinmyte 8: ”Amarone går man aldrig fejl af”

Falsk
Desværre går man ofte fejl af en Amarone. Faktum er at Amarone er én af de vine, som oftest bliver forfalsket. Der bliver simpelthen produceret millioner af falske flasker Amarone hvert år, og mange af dem ender desværre i Danmark. Dermed ikke sagt at Supermarkedets Amarone til 80,00 kr. altid er falsk, men mistanken lurer.

Vinmyte 9: ”Jo højere alkohol, jo bedre vin”

Nej, nej og 3 gange nej!
Det er noget, der virkelig p….. mig af, når en kunde vender flasken og anderkendende udbryder, som en anden drukfældig svensker i Helsingør Vinhandel ”!6%! Den er sørme god!”. For mig personligt gør en høj alkoholprocent  i en vin mig lidt nervøs for, at vinen er for sprittet og for meget bulderbasse. Der skal, som alt andet i livet, være balance i tingene. Den ideelle alkoholprocent findes ikke, da en let Beaujolais og en kraftig Amarone  har, og skal have forskellige procenter alkohol. Dog kan man sige at modne druer, som alle producenter efterstræber, indeholder masser af sukker, som i sidste ende giver en høj alkoholprocent. Men de bedste producenter forstår at balancere tingene.

Vinmyte 10: ”Jeg får hovedpine af garvesyre”.

Sandt og Falsk
Garvesyre har i mange år haft skylden for at flere fik hovedpine efter indtagelse af rødvin, men ofte er det slet ikke garvesyren, som giver dig hovedpinen. Først skal vi lige udelukke at du har indtaget 3 flasker rødvin, som med statsgaranti vil give dig en frygtelig hovedpine, også kaldet Tømmermænd. Der er rigtig mange tørstoffer i rødvin, som aflejrer sig i kroppen, så den værste hangover man kan få, er efter en gedigen Rødvinskæffert. Tro mig. Jeg har været der. Men der er jo også dem, som ulykkeligvis får hovedpine efter blot ét glas rødvin. Og det er altså ikke sikkert at det er garvesyren i vinen, som er skurken. Oftest er det den svovl man bruger til at rense fade, og til at stoppe gæringen med (løsning: drik biodynamisk vin). Eller også er det fordi du ikke kan tåle Histamin, (løsning: Drik stærk te, som indeholder antihistaminer). Er det garvesyren du ikke kan tåle, så drik vine lavet på Pinot Noir druen, som indeholder meget lidt garvesyre. Og som smager fantastisk. Spil evt. på flere heste og drik en biodynamisk Pinot Noir efter en stærk kop te.

H.J. Hansen Vin er med Vinspecialisten, et landsdækkende netværk af mere end 50 selvstændige specialvinhandlere, Danmarks førende vinleverandør.













 
 
 
 
 

H.J. Hansen Vin - Vinspecialisten   |   Vestergade 97-101   |   5000 Odense C   |   vin@hjhansen.dk