Årets frugtvinsmager kåret i Weekenden.

12. juni 2013
Vinderne blandt 55 danske frugtvine blev en dansk honningsødet Creme de Cassis – Solbær Creme – fra Skærsøgaard og en dansk æbleisvin fra Cold Hand Vinery.

I år var der 2 vindere med lige point til at dele pokalen i toppen af dansk frugtvin, der afholdt konkurrence i weekenden på Fussingø slot. Frugtvin er ved at få en renæssance i forbindelse med opblomstringen af det Nordiske Køkken. Man drikker jo ikke spansk vin til råvarer, der autentisk er Nordiske.
55 vine var repræsenteret ved konkurrencen i Dansk Forum for Frugtvine. Den vindende vin fra Skærsøgaard var en Dansk Solbær Creme sødet op til 400 g/l med dansk bi honning. Den anvendes ligesom en Creme de Cassis, f. eks til Kir og drinks.
Skærsøgaard fik også medaljer og hæder for sin Æbleau – en æblehedvin som er inspireret af den franske Pommeau . Og for sin fadlagrede æblebrændevin Dons Calva og endelig for sin økologiske Cider.
”Der er virkelig mange initiativer i de danske mosterier og vingårde, der forædler dansk frugt på en klassisk håndværksmæssig måde og skaber store merværdier og oplevelser for gourmetkøkkenet” siger Sven Moesgaard fra Skærsøgaard.
”På Skærsøgaard har vi primært koncentreret os om vin på druer og drevet dette med stor succes. Vi har for længst opnået at blive Danmarks mest præmierede vingård og fået Danmark sat på det internationale vinkort. Parallelt med drueproduktionen har vi haft en nicheproduktion af vine og hjemmebrændt spiritus primært på æble og Solbær. Restauranter og forbrugere har fundet ud af, at der er store oplevelser at hente i forædlingen af danske frugter til ædle hedvine, brændevine og cider. Måske kan vores sanser simpelthen genkende aromaen i det danske Ingrid Marieæble og fornemme de danske solstråler på de danske solbær, så det virke forbundet med os. Det er skønt at se eksplosionen i dansk vinproduktion, og dejligt at kunderne så trofast følger med”, slutter Sven Moesgaard.
www.dansk-vin.dk  Sven Moesgaard (TV) og Jens Skovgaard (TH) med pokalerne for dansk frugtvinmager 2013.  

Se vores aktuelle sortiment af vine fra Skærsøgaard Vin
Se vores aktuelle sortiment af vine fra Cold Hand Winery