Det er engang sagt, at da Gud havde skabt verden, stod han tilbage med en masse vidt forskellige brikker, som han ikke kunne få plads til. Af disse brikker skabte han Chile.  

Chile er rent klimatisk modsætningernes land. Mod øst er der bjerge og mod vest det åbne hav, mod nord er der ørken og mod syd ligger Antarktis. Herimellem er der et smeltedige af klimazoner, der dels gør det for varmt og dels  for koldt at dyrke vinstokke.Set i lyset af, at Chile hører til den nye verden, er det egentlig ikke et ungt vinland. De første vinstokke kom til landet i 1550, men det var først da phylloxeraen hærgede Europa fra 1860´erne, at der rigtig kom gang i den chilenske vinindustri.

Flere europæiske vinbønder valgte at emigrere fra de sygedomsplagede vinmarker og her blev Chile en blandt mange vindyrkende destinationer. Ud over den nødvendige knowhow, havde disse vinbønder også stiklinger af europæiske druesorter, og det var ved hjælp af disse stiklinger at de første vinmarker i Chile blev tilplantet med Cabernet Sauvignon,  Malbec, Carmenère, Chardonnay, Sémillon og Riesling. Kombinationen af tilkomsten af de europæiske vinbønder og en eksportindustri, der bare buldrede derudad, grundet en stadig stigende efterspørgsel efter landets mineraler, betød at den nødvendige kapital og viden var til rådighed i landet og dermed også grundlaget for en stor del af de vinhuse, som vi kender i dag.  Viña Errazuriz, Santa Rita, Carmen og Concha y Toro er alle blevet grundlagt i 1830’erne og 40’erne.Landet gennemgik derefter perioder med svingende politisk styre, hvoraf at militærjuntaens magtovertagelse fra 1973 til 1990 vel nok var den mest markante.

Efterfølgende overgik landet til demokrati og det var først derefter, at den chilenske vinindustri begyndte at blomstre. Dette også med hjælp fra Jacques Chirac, der valgte at foretage en række atomprøvesprængninger i Stillehavet i 1995 samt voksende udenlandske og indenlandske investeringer i vinindustrien.I dag fremstår landet som et skoleeksempel på, hvordan man hurtigt og effektivt opbygger et bæredygtigt eksportmarked. Hvis vi sammenligner med Chiles naboland Argentina, som havde præcist de samme forudsætninger for udvikle deres vinindustri, så fremstiller Chile kun halvt så meget vin som Argentina, men ligger på indeks 200 i forhold til deres eksport. Men måske har Chile har været lidt for effektive da de fleste forbrugere i dag ser Chile på samme måde, som de ser Volvo, dvs et sikkert stabilt valg, hvor man får en tilsvarende kvalitativ vin for pengene.  Af samme grund taler man stort set aldrig om jordbund, mikroklima, klon, druesorter, biodynamik, nature wine og  parceller, når man taler om Chile. Og dette på trods af at Chile har et mere komplekst terroir end de fleste europæiske vinlande, at de er langt mere bevidste om, hvorfor de har plantet, hvilket klon og druesorter, hvor samt at stadig flere af specielt de mindre vingårde i dag lægger driften om til økologi, biodynamik og naturvin.

Det er netop en vilje til at ændre på dette image fremfor en mangel på jord, der har fået vinmagere til at undersøge og beplante nye terroir i alle retninger, dsv mod nord er de nye områder (Elquie Limari), mod syd (Malleco og bio bio), mod vest (San Antonio og Casablanca) og mod øst (Andean foothills). Problematikken for Chile omkring disse nye områder er, at det nuværende appellations system i en langt højere grad er fastlagt ud fra politiske interesser end terroir mæssige.  Producenterne har derfor egenhændigt anerkendt, at det giver en langt større mening at klassificere landet fra øst mod vest, frem for fra nord mod syd, hvor klimatiske begrænsninger i form af kulde og varme alligevel begrænser området. Derfor har man inddelt det nordvestlige område i Alto (helt inde ved Andes bjergene), Medio (i den varme centrale bælte ) og Costa (helt ude ved havet). Disse områder burde man arbejde ind i vinlovgivningen på en måde, så det ikke straffer de vinproducenter der arbejder med et bredere perspektiv.

Chile står også i den helt unikke situation, at phylloxera ikke har formået at etablere sig i landet, hvorfor 95% af landets vinstokke endnu ikke er podet på rødder fra amerikanske hybrider.  Det påstås, at upodede vinstokke giver mere rene vine, end de poede. Personligt har jeg svært ved at argumentere for eller imod dette, da jeg ikke har smagt tilstrækkeligt med vine fra upodede vinstokke, men forskningsmæssigt er der dog ikke nogen evidens for dette.  Upodede vinstokke har dog den fordel, at de lever næsten dobbelt så længe som podede vinstokke, (hvilket også var en af grundene til, at de franske planteskoler fremmede denne løsning på phylloxera problemet, da denne sygedom hærgede Frankrig), samt at de kun sjældnere er bærere af sygedomme, når de plantes i vinmarkerne.

Ved at pode vinstokke har winemakeren dog også et væld af fordele, da han via valget af roden kan gøre vinstokken tolerant for visse skadedyr, hæmme vinstokkens vækst, gøre den mere resistent overfor tørke, skabe en mere ensartet modning i vinmarken og meget mere.  Af samme årsag vælger stadigt flere chilenske vinbønder i dag at pode deres vinstokke, da fordelene så langt opvejer ulemperne.  Dette har fået flere, specielt mindre, vinbønder til at argumentere for, at det er et skridt imod en internationalisering og dermed et tab af identiet.    

Fælles for modstanderne og tilhængerne af podning af vinstokken er dog, at de alle, grundet en endog meget rigid lovgivning, har svært ved at importere vinstokke fra udlandet. Derfor er de tvunget til at fremelske deres egne, når der skal plantes nye vinmarker. Dette sker ofte via en metode, der i Frankrig kaldes sélection massale. Denne metode stammer helt tilbage fra de første vinmarker blev tilplantet af romerne, hvor man holdt styr på, hvilke vinstokke der klarede sig bedst i vinmarken, for så at tage stiklinger fra disse, når der skulle nyplantes. Denne metode har også sine ulemper, men sandheden er, at dette i en langt højere grad har været med til skabe en identitet  i de chilenske vine end den fra de upodede vinstokke.

Også i vineriet har der blæst nye vinde.  I årtierne op til militærjuntaens fald, var de chilenske winemakeres fokus på at skabe et produkt, som i det mindste ikke smagte dårligt. Dette betød i praksis, at druerne fik en hurtig men hård presning, når de ankom til vineriet (da man på denne måde kunne nå at få alle druerne igennem den samme presse og dermed ikke skulle ud og investere),  efterfulgt af en kort skindkontakt (så der var en lavere risiko for en bakterie infektion), hvilket blev efterfulgt af en kort og varm men sikker gæring udført med kunstgær.

Afslutningsvist blev vinen lagt på store bakterieinficerede fade i en længere årrække, da alle jo vidste, at fadlagring var lig med kvalitet. Resultatet blev en tynd oxideret vin, der i bedste fald ikke smagte af noget og i værste fald, af gammelt muggent træ.

Den franske ønolog Michel Rolland sagde, at da han først ankom til Chile i 1980´erne, var det ikke et spørgsmål om at hjælpe dem med at lave en god vin, men at forhindre dem i at lave en dårlig.Alt dette har dog ændret sig og enorme investeringer har skabt en vinindustri, der kun, næstefter den australske, formår at skabe vine på et konstant højt niveau.

Dette har dog også sin akilleshæl, da man med rette i dag kan beskylde de chilenske wine makere for ikke at tro nok på sig selv og derfor også at være langsomme til at udvikle sig. Dette skal dog ses i lyset af, at Chile, i sammenligning med de europæiske vinlande, er et relativt ungt vinland, og i skrivende stund er en hel generation af unge chilenske wine makere udstationeret andre vinlande. Derfor er der allerede en udvikling i gang, som med sikkerhed kun vil tage til i de kommende år. Og hvordan ser fremtiden så ud for Chile? Der er ingen tvivl om, at Chile er i gang med at genfinde deres egen identitet. Dette vil betyde at wine making i en højere grad vil skifte til frugt, der bliver høstet tidligere, mere økologi og biodynamik,  mindre ekstraktion, flere større og færre nye egetræsfade, mindre brug af enzymer og kulturgær og ingen former for microoxydation under gæringen.

Yderligere vil vingårdene også blive mindre og der vil være en større fokus på de historisk traditionelle druersorter såsom Pais, Carignan, Pedro Ximinez og Muscat. Der plantes også stadigt flere vinmarker i Chile og bare fra 2004 og frem til i dag er arealet steget fra 112.000 ha til 205.000 ha. Dette betyder også, at der plantes stadigt flere vinmarker ud i zoner, som har et marginalt klima, hvorfor variationer i klimaet årgangene imellem får en stadig større betydning, noget som man hidtil ikke har tillagt den store værdi.    

Kort sagt, så kommer der til at ske en masse, så det bliver en spændende tid vi går i møde.