I 1970 var den australske vinproduktion halvt så stor som Bordeaux´s. 30 år senere var den to gange større. Umiddelbart lyder det som en succeshistorie, men faktisk blev det udslagsgivende for en nedtur i den australske vineksport, hvis lige man ikke tidligere havde set.

Planen, der blev vedtaget i 1996 af de australske vinproducenter, gik på, at man skulle øge produktionen fra de daværende 63.000 ha til 100.000 ha i år 2025. Den ekstra vin skulle afsættes ved, at Australien skulle erobre markedsandele og blive den største leverandør af brandede vine. En position de skulle opnå via en markedsføringskampagne, der blev navngivet ”sunshine in a bottle”.

Planen var fra begyndelsen en kæmpe stor succes, og antallet af tilplantede hektarer nåede 120.000 allerede i 1999. Men så gik det galt. For selv om eksportmarkedet voksede, så kunne man ikke absorbere de enorme mængder vin, der nu pludselig var til rådighed.  Resultatet blev, at priserne på druerne faldt, hvorefter vinbønderne og vinproducenterne begyndte at skyde en kvalitativ genvej for stadig at kunne få brød på bordet: De hævede udbyttet, høstede druerne inden de var modne, undlod brugen af egetræsfade, m.v.

Egentlig er det underligt at starte fortællingen om australsk vin med en marketingsstrategi, der gik helt galt. Men nøglen til at forstå australsk vin, ligger i at forstå den måde, hvorpå den australske vinindustri er bygget op.

I bund og grund fungerer det meget som i Champagne-distriktet, hvor man kan opdele markedet i druer og vinproducenter. Man har en stor andel af drueavlere, der ejer vinmarkerne, og hvis opgave det er at producere druer, der modsvarer den kvalitet og de druesorter, vinindustrien efterspørger. Druerne sælges til større vinfirmaer, der efterfølgende vinificerer, markedsfører og sælger vinen. Undtagelsen fra reglen er en række mindre vinbønder, der typisk i opgangstider, har løsrevet sig fra de større vinfirmaer, for selv at vinificere druerne fra deres egne vinmarker. Men selv blandt disse mindre producenter, er det normalt, at man kun ejer en mindre andel af de vinmarker, man producerer vin fra. Resten af markerne lejes på langtidskontrakter, eller man opkøber druerne fra områdets bedste druedyrkere.

Resultatet af dette er et utroligt homogent marked, hvor der er en langt højere andel af specialviden, end det er tilfældet i de fleste europæiske vinlande. Det betyder, at den australske vinindustri i forhold til den europæiske er betydeligt hurtigere til at omstille sig til forandringer i markedet. F.eks var det kun en 1/3 af Australiens vinmarker, der i starten af 1980´erne var tilplantet med, hvad man vil betegne som kvalitative druesorter (vitis vinifera sativa). Ved årtusindeskiftet var det 80% af vinmarkerne. Og denne forandring skete uden indgriben fra staten - kun drevet af markedets efterspørgsel.  

Når man tænker over det, er det egentlig besynderligt, at et område, der er større end alle Europas vinproducerende lande til sammen, har formået at skabe et ensartet image. Det har kunne ladet sig gøre, fordi der er en udbredt tradition for at blande vine fra forskellige områder, hvilket har gjort det svært for et enkelt vinområde at etablere sig.

Af samme årsag var det først i 1994, at man geografisk afgrænsede landets vinområder (AOC systemet har f.eks eksisteret siden 1919 og DOC afgrænsningen siden 1963) og førte dem ind under 29 zoner, 64 regioner og 10 subområder. Størstedelen af disse områder vil ikke vække nogen genkendelse hos de fleste forbrugere, men indeholder navne som:

Barossa Valley, Coonawarra og Maclaren Valley - kendt for fyldige og kraftige rødvine.
Yarre Valley - bedst kendt for deres kølige Pinot-stil.
Margaret River - specialiserede i vine lavet af en blanding af de klassiske Bordeauxsorter.
Hunter Valley - kendt for dets Semillon-blandinger
Eden og Clare Valley - Riesling baserede vine
Tasmanien - kølige mousserende vine.

Ovenstående illustrerer på bedste vis, hvor stor en diversitet, der egentlig findes inden for australsk vin. At tro, at alle australske vine er fyldige og kraftige frugtbomber, er derfor en grov generalisering.

Er det så ovenstående vinområder, eller er det brands som f.eks. Yellow Trail, Jacobs Creek, Lindemands og Wolf Blass, der nemmest identificerer en stilart? Vi skal i dag stifte bekendtskab med det store brand i form af Penfolds, der som vinhus har en evne til at skabe en høj ensartet kvalitet år efter år. Og vi skal møde de små producenter, hvis vine i langt højere grad bærer præg af klimaet og jordens beskaffenhed.  
​​​​​​​Hvad du finder bedst, er op til dig. Der findes heldigvis ingen facitliste.