Antal varer der matcher den nuværende søgning: 2875
Avanceret søgningSøg f.eks. på proptype, dyrkningsmetode eller serveringsforslag.

Dengang Henrik og Dennis delte en flaske Liebfraumilch...

Af Henrik Lund Nim, Vinspecialisten Assens
Vinhandler Henrik Lund Nim fra Vinspecialisten i Assens beretter om en aften, da han pludselig sad i et shelter på den jyske hede og drak billigvin sammen med sin ven


Det at drikke vin og få en stor oplevelse er ikke kun et spørgsmål om vinen.
Det er i stor grad også et spørgsmål om, hvor og med hvem du drikker vinen og under hvilke omstændigheder.
Jeg har drukket mange store vine i 2015. Især fordi min vinklub, Phyloxera, havde 25-års jubilæum, og på selve aftenen blev der drukket så store vine, at jeg på det tidspunkt, hvor jeg havde Ch. Pavie 1929 og Ch. Bechevelle 1961 i glasset, blev meget, meget rørt af en grund, som jeg ikke kan forklare andet end, at det var vinenes sjæl, som ramte mig. Men det var ikke det største vinøjeblik i 2015. 2015’s største vinoplevelse havde jeg for et par måneder siden.
Som opvarmning til at gå El Camino i Spanien på et eller andet tidspunkt var min gode ven Dennis og jeg på vandretur på Hærvejsruten.
Det var lige her det skete. Dennis og Henrik (siddende) drikker en Liebfraumilch-vin i ly for offentligheden
Hverken Dennis eller jeg er særligt erfarne i at vandre. Faktisk har vi aldrig vandret, så vi gik i det tøj, vi følte os mest behagelige i. Og det var skjorte, blazer og håndsyede italienske sko. Skoene dog i en lidt rustik og holdbar udgave.
Vi havde rygsæk på og lignede vel nærmest med vores noble mørke tøj et par fra Jehovas Vidner, som var på trekking.
Nu mødte vi nu ikke så mange på vores lille pilgrimsfærd, så vi var fuldkommen ligeglade med, hvordan vi så ud.
På andendagen går vi igennem Kompedal Plantage og Grathe Hede syd for Viborg.
Om eftermiddagen breder mismodet sig. Vi er trætte, svedige, det småregnede, og rygsækken føles som om, den er fyldt med kampesten. Vi spurgte os selv: Er vi egentlig reelt vandrere? Er dette virkelig noget for os?
Pludselig kommer vi til en lille lysning, hvor der er bygget et shelter. Der er en bålplads, og borde og bænke. Der skal vi
helt klart holde en pause, bliver vi enige om. Dennis kigger ind i shelteret, og der ligger sørme en uåbnet flaske vin. Formentlig en flaske nogle andre vandrere har lagt som en gestus til os. Det bilder vi os i hvert fald ind.
Hvilken vin var det? Det er vinen med måske verdens dårligste ry, ”Liebframilch”.
Den tyske vin, der i 1970’erne og frem til i dag er kendt som en kvalmende sød vin fra Rheinhessen eller Nahe uden finesse. Det var altså den vin, de ”søde” vandrere havde efterladt os stakkels bymennesker, som havde forvildet os ud i skoven. Vi blev hurtigt enige om, at flasken skulle ”pelses” og drikkes af vores plastik-kaffekopper. Liebframilch eller ej. Det var
første gang jeg smagte dette fluidum, og jeg måtte bede Dennis om at holde fuldstændig tæt og aldrig at fortælle det til nogle af mine tidligere kollegaer i vinbranchen. Det kunne totalt ødelægge mit ry som en seriøs vinhandler, hvis de hørte, at jeg drak en lunken Liebfraumilch af en plastikkaffekop ...

Men pludselig skete det!
Da flasken var tom, bredte en varme og glæde og noget der grangiveligt mindede om lykke, sig i hele kroppen.
Her sad jeg midt på den jyske hede med telefonen slukket. Langt væk fra Facebook og emails sammen med min bedste
ven. Småberuset i syntetisk tysk vin. Patetisk eller ej - men jeg sværger på, at solen brød frem netop i dette øjeblik.
Og jeg vil gerne helt offentligt og i Lokalavisen udråbe, at Liebframilch har været den største vinoplevelse i 2015!

H.J. Hansen Vin er med Vinspecialisten, et landsdækkende netværk af mere end 50 selvstændige specialvinhandlere, Danmarks førende vinleverandør.













 
 
 
 
 

H.J. Hansen Vin - Vinspecialisten   |   Vestergade 97-101   |   5000 Odense C   |   vin@hjhansen.dk