Antal varer der matcher den nuværende søgning: 2805
Avanceret søgningSøg f.eks. på proptype, dyrkningsmetode eller serveringsforslag.

Champagne til julemaden!

Selvfølgelig skal vi drikke Champagne til julemaden!

Anbefalet af Henrik Lund Nim, Assens Vinspecialist

Jeg hader konformitet. Stilstand er et onde, og gentagelser er kedelige, medmindre det drejer sig om Brian Eno’s ambient mesterværk ”Discreet Music”, hvor de samme 2 toner gentages i over 30 minutter. Derfor krøb kedsomheden langsomt ind på mig, da jeg fik opgaven, at skrive om vinen til julemaden. Jeg har skrevet den artikel 10 gange tror jeg, til forskellige tidsskrifter, og har egentlig ikke mere at tilføje. Artiklen kunne slutte her med en anbefaling om at drikke Amarone. Men da opfordringen om at skrive klummen, faldt sammen med læsning af en artikel i Vinavisen, at endnu en Amarone var blevet afsløret som et falsum, faldt den idé til jorden. Redningen kom i går, da jeg på Facebook læste at min gamle ven og kollega, Frederik Kreutzer, som har Danmarks mest læsværdig Vinblog, postede en overskrift fra Berlingske Tidende, ”Champagne til juleanden”. Jeg kunne ikke læse artiklen, da der ikke var noget link, men inspirationen kom dumpende.
Selvfølgelig skal vi drikke Champagne til julemaden!

Jeg har flere gange prøvet Champagne til en hel menu, og hver gang har matchet været perfekt, og stemningen i top. Mest spektakulært var et bryllup i Champagne, hvor der udelukkende var Champagne. Både til middagen, men også til dansen efter middagen. Det var genialt! Ingen bøvede fadølsbranderter, men lutter glade, berusede og belevne deltagere. I min butik arrangerer vi hvert år en Nytårsgalla hvor vi udelukkende får Champagne til 4-5 retters menu. I år er ingen undtagelse og billetterne er revet væk. Folk er vilde med det, så derfor skal vi overføre, den sprudlende glæde på flaske, til juleaftens ædegilde. Vi fejrer jo Jesus fødselsdag, og det gør man ikke ved at ligge i sofaen efter middagen og slå mave.  

Du skal dog vælge din Champagne med omhu. Den Champagne du skal vælge, skal hovedsagligt være lavet på Pinot Noir. Den har mere fylde end de Champagner, som hovedsageligt, eller udelukkende, er lavet på Chardonnay. Champagnens bobler vil virke rensende, og skære igennem fedtet og den klistrede stivelse. Problemet vil komme med den salte svær og andens skind, da en Brut Champagne vil virke metallisk og hård. Derfor skal du vælge den type, som hedder Demi Sec, som har nok restsødme til både at klare det salte, men også de søde, brune kartofler.
Jeg ved godt at julens traditioner ikke er noget man skal lave om på, og jeg tør da heller tænke på konsekvenserne, når jeg skal meddele derhjemme at vi skal have Champagne juleaften, men slaget skal slås. Emnet, og forslaget, er så delikat, at det kræver professionel vejledning. Så husk at frekventerer din lokale vinhandler, hvor end du bor, som kan vejlede dig på en professionel måde. God sprudlende jul til alle!

p.s. Min kone accepterede mit jule madønske. Hun er nu også en Champagnepige.

Se vores sortiment af Champagne og Mousserende her

H.J. Hansen Vin er med Vinspecialisten, et landsdækkende netværk af mere end 50 selvstændige specialvinhandlere, Danmarks førende vinleverandør.













 
 
 
 
 

H.J. Hansen Vin - Vinspecialisten   |   Vestergade 97-101   |   5000 Odense C   |   vin@hjhansen.dk