Julien Sunier

Alt var som bekendt bedre i gamle dage. Det samme gælder Beaujolais, hvor alt gik af lave efter 1945. Årgangen var ualmindelig varm og gav nogle meget fyldige vine med højt indhold af alkohol. Årgangen blev med rette vurderet til at være en af århundredets bedste, hvilket naturligvis førte til prisstigninger.

Mange vinbønder skabte derfor en mere fyldig stilart, hvor man hævede alkoholindholdet fra de traditionelle 7-9% til 12-13%, hvilket desværre hverken skete ved hjælp at et exceptionelt godt klima, som i 1945, et lavere udbytte eller ved forbedringer i vitikulturen. Derimod tilsatte man sukker i stor målestok. I begyndelsen virkede metoden forrygende. En hurtig genvej var fundet, og producenterne hævede udbytterne for at profitere yderligere. i 60'erne og 70'erne begyndte luften langsomt at gå af ballonen. Selv i de franske medier blev vinene rakket ned. En journalist blev sagsøgt af producentforeningen, men fik medhold af dommeren, som også syntes, at Beaujolais var noget tyndt pjask. Beaujolais blev dog reddet af den opmærksomhed, som Nouveau-kampagnen fik af medierne i resten af Europa og USA i midten af 80'erne, hvilket kickstartede et nyt eksporteventyr.
Nouveau-hysteriet er også for længst ovre, og krisen har ført til selvransagelse blandt vinbønderne. Flere er nu vendt tilbage til mere omhyggelige og traditionelle metoder. En udvikling, som har givet helt nye kavliteter og langt mere komplekse og spændende Beaujolais-vine med langt mere dybde og finesse.