Antal varer der matcher den nuværende søgning: 2809
Avanceret søgningSøg f.eks. på proptype, dyrkningsmetode eller serveringsforslag.

Alkymisten og de gyldne dråber

Alkymisten og de gyldne dråber

Artikel af: AF LISBETH HOLST, Bornholms Tidende

Guillaume Drouin, direktør for og tredje generation i calvados-firmaet Christian Drouin i Normandiet, var for første gang i sit liv torsdag på besøg på Bornholm, hvor han inden calvados-smagningen i Bornholms Vinforsyning i Aakirkeby havde fået den helt store rundtur på øen af samarbejdspartneren, bornholmeren Søren Beyer, masterblender og spirituschef hos H.J. Hansen i Odense.

Firmaet forhandler de eksklusive æblebrændevine og andre former for æblespiritus fra familiefirmaet i Normandiet.

Alkymisten

Normandiet er kulturhistorisk, arkitektonisk og landskabsmæssigt en oplevelse, men den venlige og beskedne direktør fra familiefirmaet sagde mange pæne ord om Bornholm og den smukke og helt særlige natur på øen.
Calvados og cider fra firmaet sælges primært til eksklusive restauranter og specialforretninger i 50 lande, så Guillaume Drouin er ofte på farten og er også hyppigt i Danmark, hvor man bl.a. kan nyde hans produkter på kadeau. Han er en kapacitet på området (i inderkredsene kaldes han for alkymisten, fortalte Søren Beyer), og familiefirmaet er bedst i verden til at producere fremragende calvados. Sidste år i London blev nogle af firmaets produkter kåret som verdens bedste, og selv om firmaet har høstet et hav af priser for deres spiritus, så er det nok den pris, som Guillaume Drouin er mest stolt af, fortalte han ved den
velbesøgte smagning i vinforsyningen.

Calvados for præsidenter

Der var levende lys på bordet og de gyldne dråber blev nydt sammen med bornholmske og franske oste og godt brød. Der var stor interesse for at være med, for det er lidt af et scoop at få calvados-kapaciteten til øen. Udover de så berømte vintagecalvados’er, der strækker sig tilbage til 1939, fremstiller huset også en række fantastiske blends, Pommeau’er og cidere. I løbet af aftenen blev der smagt på cider, pommeau, blance de Normandi, Seleccion, Reserve, Sherryfinish, XO og
Vintage 1990, og da smagningen var slut, blev der solgt mange flasker, der naturligvis hver og en fik Drouins signatur.
Den pragtfulde vintagecalvado til knapt 1.000 kr. flasken er blevet brugt som gave til præsidenten for G8, fortalte Guillaume
Drouin.

Med hjælp fra køerne

I æbleplantagerne ved familiegården har man ikke mindre end 50 forskellige æblesorter, og der er ikke tale om spiseæbler i gængs forstand, men om små bitre æbler med masser af smag og tannin. Der går kvæg på græsset under æbletræerne, de kan godt lide æbler og sørger for at spise de ringeste æbler, så kun de bedste er tilbage til cider og calvados.
Spiritussen bliver lagret på egefade, der tidligere har været f.eks. rødvin, portvin, sherry i, og fadene tilføjer derved smag og duft til de mange forskellige calvaer. Det tager lang tid at lagre god spiritus og i firmaet går man ikke på kompromis.

Kvalitet tager tid

Firmaet Christian Drouin blev grundlagt umiddelbart efter 2. verdenskrig af Christian Drouin, Guillaumes bedstefar, der ville fremstille verdens bedste calvados. Han opsøgte områdets mindre vinbønder for at opkøbe deres lagre af calvados, hvilket lagde grundstenen til husets exceptionelle samling af årgangscalvados’er. I 1960 besluttede Christian Drouin sig så for
at tage skridtet fuldt ud og producere sin egen calvados. Der skulle dog gå 19 år, før han følte, at samlingen kombineret med hans egen produktion var tilstrækkeligt stor til, at han kunne aftappe de først calvadoser under husets eget navn. Og siden er firmaet gået fra den ene succes til den anden.
Poulé Vallée d’Auge
I Normandiet, hvor der er stor tradition for at fremstille cider og calvados, er man glad for enkel mad af gode råvarer
og bruger ofte cider og calvados i maden. Guillaume Drouin, der i løbet af aftenen fortalte om ciderproduktionen, om produktionsmetoderne og filosofien i det lille familiefirma, anbefalede denne nemme og klassiske ret fra Normandiet: Man bruner hakket løg i en gryde, tager en kylling, skærer den i to stykker og sørger for at den også bliver brunet og hælder derefter cider ved. Man kan også tilføje timian og æbler. Det hele skal hygge sig for svag varme i en 40 minutter.
Kødet tages op, skyen koges ind med med fløde og naturligvis en god slat calvados.
Voila: Poulé Vallée d’Auge. Bon Appetit!

H.J. Hansen Vin er med Vinspecialisten, et landsdækkende netværk af mere end 50 selvstændige specialvinhandlere, Danmarks førende vinleverandør.













 
 
 
 
 

H.J. Hansen Vin - Vinspecialisten   |   Vestergade 97-101   |   5000 Odense C   |   vin@hjhansen.dk