Absint

Absint er en stærkt alkoholisk og særdeles potent spiritus med en historie, der går tilbage til det 1800-tallet. Absint er kendt for sin karakteristiske grønne farve og anissmag, og længe været populær blandt kunstnere og bohemer, og dens ry som en hallucinogen og farlig drik har kun absintens lokkende mystik.

Det høje alkoholindhold er typisk omkring 50-70 %, så det er ikke én, du bør drikkes voldsomt meget af. For at nyde absint ordentligt, bør den serveres i et traditionelt absintglas, som har en speciel hulske, der gør det muligt at placere sukkerterninger oven på glasset. Derefter dryppes isvand over sukkeret, som langsomt opløses og hjælper med at mildne absintens stærke smag. Og så ser det også meget godt ud...

Alt i alt er absint en fascinerende og kompleks spiritus med en rig historie og kultur bag sig. Uanset om du er en erfaren absintdrikker eller en nysgerrig nybegynder, kan det være en stor oplevelse at udforske absintens verden.

Spar penge på din næste flaske absint. Som medlem af Sélection Vinklub sparer du altid 5% på tusindvis af varer - også absint. Du kan altid melde dig ud igen.

Absints tre hovedingredienser er malurt, fennikel og anis. Man laver absint ved at omdestillere neutral alkohol med netop malurt, anis og fennikel for at skabe en koncentreret og meget stærk spiritus. Der bliver ofte også brugt stjerneanis og citronmelisse.

Hvis du drikker nok, bliver du fuld. Det er oftest rigtig en stærk spiritus. Men du vil næppe opleve hallucinationer eller andet, som ifølge myter følger med. Det skyldes, at mængderne af thujon i dag er så små, at det ikke kommer til at ske.

Traditionelt spædes absint op med vand, som gør, at drikken bliver uklar, ligesom du måske kender det fra ouzo og anis. Mange smager den også til med lidt sukker. Da drikken blev populær i 1880'erne opstod en metode op, hvor man bruger en specifik absint-ske. Det er en flad ske med huller i, som man lægger hen over glasset. Her lægger man et stykke sukker og hælder en fin vandstråle ned over, så det langsomt bliver opløst og drypper ned i drikken. Til at begynde med, hældte man simpelthen bare sukker eller sirup direkte ned i. Der er også opstået et slags ritual, hvor man sætter ild til absinten. Det kan ikke anbefales og endda være decideret farligt. Desuden har det ikke noget at gøre med, hvordan man historisk har drukket absint.

Har du set filmen DRUK af danske Thomas Vinterberg? Her drikker de fire venner en meget stærk cocktail ved navn Sazerac. Her er absint en vigtigt bestanddel og nok også en del af forklaringen på, hvorfor tingene udviklede sig, som de gjorde i filmen.

Man regner med, at absint blev opfundet af den schweiziske læge Pierre Ordinaire i 1792. I begyndelsen blev den drukket som en slags medicin, som bl.a de franske soldater fik med sig i krig. Den opfattelse begyndte dog at ændre sig og mange mente, at "den grønne fe" faktisk var mere skadelig end andre former for alkohol. Man mente, at malurten, som brugtes som smagsgiver og indeholder det skadelige stof thujon, gav kronisk hjerneskade ved langvarigt indtag. Derfor blev den forbudt i mange lande, bl.a. i oprindelseslandet Schweiz, hvor op mod 80 hemmelige destillerier derfor sprang op. Sidst i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet blev absint forbundet med malere, digtere og bohemer, ikke mindst i Paris.

I dag er den grønne spiritus igen populær. Til gengæld er der nu fælles EU-regler for, hvor meget af det skadelige stof thujon, den må indeholde. I øvrigt findes thujon også i salvie - og det er jo slet ikke så farligt.

Mytologien omkring absint fylder meget. Malurt, som er den primære ingrediens, giver absint dens umiskendelige botaniske bitterhed, og har været forbundet med guder og magi helt siden oldtiden. Den er både blevet hyldet som mirakelkur og skurk. Den er ingen af delene, men historien er fascinerende. Til gengæld er den meget velsmagende, hvis du er til lakrids og anis. Hvis du kan lide Pernod, vil du sandsynligvis være godt på vej til også at kunne lide absint.

Allerede i biblen vil man kunne finde henvisninger til absint - eller i hvert fald spiritus med malurt. Også de gamle egyptere nævner den. Dengang tilsatte man simpelthen bare malurt til vin og det blev brugt til at behandle menstruationssmerter, dårlig ånde og gulsot. I løbet af århundrederne blev absint gradvist en nydelsesdrik og lavet som det produkt, vi kender som absint i dag. Den dukkede op på apoteker i Schweiz i slutningen af ​​1700-tallet, hvor den efter sigende stadig bliver ulovligt produceret. Som i oldtiden troede man at absint kunne lindre kulderystelser og feber og stimulere appetitten. Det var næppe videnskabeligt bevist, men alligevel blev absint givet til franske soldater under erobringen af Algeriet, da men mente, at det forebyggede feber og malaria. Da soldaterne vendte tilbage til Frankrig, havde de udviklet smag for absint, og "Den Grønne Fe" blev meget populær blandt unge byboere.

Du har måske hørt historier om folk, som er gået amok i en absintbrandert for 100 år siden. Bare rolig. Det værste, der kan ske, hvis du drikker for meget absint, er at du bliver fuld. Den moderne absint byder ikke på andet end gode smagsoplevelser, men også temmelig meget alkohol, 

Du topper mandighedsskalaen med en flaske absint til din far på Fars Dag. Bestil den hjem og se ham blive stolt. Eller smut forbi vores dedikerede side til netop Fars Dag, hvor der er endnu flere muligheder.