5 TJEKTEGN - TESTVINDER - af Henrik Steen Andersen i Politiken

"Jeg har tidligere været begejstret for den økologisk dyrkede Côtes du Rhône fra Dom. Seminaire nær byen Valréas i det sydlige Rhône. Det er jeg også i år.

Den har en vital tone af frisk frugt og kølig nerve, men også en sympatisk, og dog diskret, rustik karakter med hestestald, mødding og andre gode animalske elementer. Jeg tænker, at man har brettanomyces i kælderen.

’Brett’ er i nogles øjne en fejl, som man vil undgå, i andres en ingrediens, som giver kompleksitet. Det er en gærvækst, som traditionelt har befundet sig i mange kældre – især i den klassiske vinverden.

De fleste oversøiske vinmagere forsøger at undgå det, og også mange europæiske, men i korrekt dosering øger det blot charmen. Jeg kan ikke vide, om det er ’brett’, men sådan smager den.

Da vinen er både frugtdrevet og ret kraftig, kan den bruges til både lette og mere intense retter – f.eks. kylling med citron eller en oksegryde med rødvin. Vinen skærer godt igennem, og prisen er attraktiv."



"Saftig rødvin. Animalske toner og rød frugt i næsen. Saftmættet smag med lethed og intensitet på samme tid. Meget frugtig og umiddelbar. Kølig og frisk tone fra det varme område. Indtagende vin."


Vurderet ved tilbudspris 70,- pr. fl. ved køb af 6 flasker